Kultur/EventNyhederTopnyheder

Jul i Det Offentlige – 5. december

”Hjælpe?”

Nu var det Arne Bjarne og Ella Ullas tur til at se forvirrede ud.

”Hvad mener du med at hjælpe?”

”Det er vel så klichéfyldt, som det kan være, men jeg går ud fra, at der, ligesom i enhver halvdårlig børnejulekalender, er noget, vi kan gøre, så julemiraklet kan indfinde sig og det kan blive jul i 2020?”

Juliane brød den efterfølgende tavshed.

”Det var hurtigt, du accepterede tingenes tilstand. Hvad er den af?”

Michael rystede på hovedet.

”Det er det eneste, der giver mening. Jeg har forsøgt at finde andre måder at tolke det her på, men det er det eneste, der bare tilnærmelsesvist får alt til at passe sammen. Altså medmindre det hele er en drøm, og min bragende hovedpine og det faktum, at du har tøj på, fortæller mig, at det er det ikke.”

Hun lod kommentaren fare, men han synes, han kunne ane et smil.

”Michael har ret. Vi er klar til at hjælpe. Hvad kan vi gøre?”

Ella Ulla og Arne Bjarne så på hinanden.

”Altså… i første omgang skal vi finde Julemanden. Han er den eneste, der kan åbne værkstedet igen,” sagde Ella Ulla, og så på Arne Bjarne. ”Måske vi skal have fat i Søren Bjørn?”

”Han er økonomichef i Uganda.”

”Hvad med Maren Karen? Hun sidder vist i HR i Teknik og Miljø i Viborg?”

Arne Bjarne sukkede.

”Det er vel et sted at starte.”

Ella Ulla rakte armen rundt om ham.

”Vi har ikke noget valg.” Hun så op på Juliane og Michael.

”Hun var vores gamle værkfører inden Værkstedet lukkede. Ved et af nisseballerne fik hun for meget at drikke, og lad os sige, at hun gjorde mere end bare at danse meget tæt på Arne Bjarne. Det blev en af de første #NissToo-sager.”

Arne Bjarne trak vejret dybt og så på Michael.

”Hvis du kan, så kan jeg vel også.”

Michael vidste ikke, om han skulle tage det som en fornærmelse eller en kompliment, så han lod den passere forbi.

”Hvordan kommer vi til Viborg? Ja, jeg har ikke kørekort,” fremstammede Michael, og mærkede Julianes dømmende blik. Han så op og indså, at hun slet ikke kiggede i hans retning. Han følte stadig, at han skulle forsvare sig selv.

”Det er jo virkelig dårligt for miljøet, hvis alle har biler, og jeg har jo altid bare kunnet cykle, og desuden er det bare penge, du smider væk efter et statussymbol og…”

Hans talestrøm blev afbrudt af Ella Ulla, der rakte et bundt nøgler frem. Et flettet julehjerte af anselige dimensioner var sat fast i nøgleringen.

”Road trip!” proklamerede hun højlydt.

De forlod ”Post orteringen” og bevægede sig ud på parkeringspladsen.

*Og Lurifax hans kat som altid er så fræk*

Med det samme, julemusikken gik i gang, fandt de deres menneskelige skikkelser. Michael så sig omkring.

Alle bilerne var ens. Og meget anderledes end alle andre biler. For det første var de meget røde. På nær på taget, der var hvidt. Der var malet julehjerter på kølerhjelmen, og juletræskæder hang ned fra loftet i kabinen.

De gik hen til en af dem, og Ella Ulla trykkede på centrallåsen. Alle lysene på bilen blinkede en enkelt gang, og et tungt ”KLANG” fra en messingklokke skar gennem julemusikken.

Michael noterede, at der var en stavefejl i modelskiltet. Han havde ikke meget forstand på biler, men han var temmelig sikker på, at det ikke var sådan, man stavede ”Nissan”.

Efter en lille diskussion, blev de enige om, at han havde de længste ben, så han kravlede ind på passagersædet. Arne Bjarne og Juliane tog bagsædet.

Ella Ulla drejede nøglen om, og motoren startede. Den hakkende raslen ude fra motorrummet indgød ikke til tiltro i bilens holdbarhed, men kort tid efter blev den overdøvet.

*SKILLEMA-DINKE DINKE-DU*

De kørte mod Viborg.

Jul i Det Offentlige er Min By News’ helt egen julekalender, og vi håber, den kan være med til at gøre ventetiden til juleaften lidt kortere.

Læs næste afsnit her: Jul i Det Offentlige – 6. december.

Fik du ikke læst gårsdagens afsnit, kan du finde det her: Jul i Det Offentlige – 4. december.

 

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close