Debat/indlægHelbredTopnyheder

Første stik: Sådan føles vaccinationen

Sådan var oplevelsen for mig, da jeg fik min første vaccination mod covid-19 på en halt almindelige torsdag.

Jeg var åbenbart heldig, for da jeg lørdag morgen temmelig uventet fik en invitation i min e-boks til at blive vaccineret, var der intet problem med at finde en ledig tid ved nærmeste vaccine-center i Silkeborg. Andre var ikke lige så heldige, for tilsyneladende har Statens Serum Institut sendt flere invitationer ud, end regionerne har vacciner til.

Ikke at det lige i situation føltes særligt brugervenligt. Først en time og seks minutter i kø ved computeren bag 16.239 andre borgere, og det var bare for at få lov til at indtaste sin NemID. Derefter udfordringen med at finde en tid, for det er godt nok bøvlet på en bagvendt måde. Der skal adskillige forsøg til først at finde et sted, så en dato blot for at konstatere at der ikke er ledige tider lige den dag på det tidspunkt, og så er det forfra igen. Heldigvis ikke helt ud bagved de 16.239, men alligevel. Men det gik da. Jeg fik en tid fem dage senere, og der var også tid til stik nr. to et par uger efter. Det er heller ikke lykkedes for mange andre.

Let beslutning
Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg vil vaccineres. Jeg har haft diabetes 2 de sidste ti-elleve år, og har også fået en ballonudvidelse på grund af hjerte-kar-sygdom, og jeg fylder mig hver dag med et bredt udvalg af det bedste medicinalindustrien kan byde på i den sammenhæng. Jeg ved godt der kan være bivirkninger, men generelt har jeg en pæn tiltro til de danske sundhedsmyndigheder.

Men jeg var ikke klar over, at det allerede var min tur. Jeg troede egentlig, at jeg hørte til i gruppe 10, altså dem under 65 med højere risiko for et alvorligt sygdomsforløb. Men åbenbart er jeg i særlig risiko og hører derfor til i gruppe 5. Det vidste jeg ikke. Og det er sikkert også meget godt, for der er rigeligt at bekymre sig over i forvejen.

Uanset hvad, så mødte jeg op ved kommunens nyetablerede vaccinecenter. Ved indgangen til parkeringspladsen bliver jeg spurgt om jeg er i stand til at gå 400 meter, for så skal jeg følge de blå pile. De røde pile er beregnet for folk der har brug for at holde tættere på. Der er nu ikke brug for reserverede pladser på dette tidspunkt, for den store plads er gabende tom, men nu har de jo lavet systemet med de blå og røde pile.

Vejen frem
Gennem en labyrint af lige så tomme indhegnede stier med tydeligt markerede afstandsmærker når jeg de 400 meter fra bilen og frem til indgangen til centret. Den store buede bygning har tidligere været brugt som stævnehal for Jehovas Vidner, men inden for i dag står række efter række af tomme, gule plasticstole. Tapemarkeringer på gulvet angiver … ja jeg ved det faktisk ikke. Måske er det angivelser af de forskellige funktionsområder. Ved en skranke får man besked på at lægge sit sundhedskort på et stykke papir, hvor det bliver tapet fast.

Det er et velkomstbrev med informationer om den forestående vaccination. Jeg har glemt mine briller, så jeg ved faktisk ikke hvad der står på det. Heldigvis er der en venlig og snakkesalig vaccineassistent, der kan hjælpe mig til rette. Måske er det ikke hans korrekte titel, hvad ved jeg, men det ser ud til at hans opgave er at holde styr på folkemasserne ni venteområdet. Vi er tre i alt. Nummer 42 og 43 går jeg ud fra, eftersom mit ventenummer er 44. Det er samme nummersystem som ved bageren, apoteket og Bilkas kundeservice.

Jeg finder en af de sirligt anbragte gule plasticstole, og holder øje med de lysende tal på væggen længere fremme. Når den skifter råber vaccineassistenten nummeret højt, og jeg får lyst til at råbe banko. Men jeg gør det ikke. Jeg er begyndt at være lidt urolig og nervøs. Jeg har hørt fra min ene datter, der er ansat som frontpersonale på et plejehjem, at man kan få ondt i armen. Man kan også få influenzalignende symptomer, træthed, hovedpine og så videre.

Fra få til mange
Vaccineassistenten småsludrer beroligende. Han spørger om jeg er den sidste, men det kan jeg jo ikke vide. Der er ikke kommet andre, så måske er jeg. Der var nok ikke flere tider i dag, tænker han så højt. Jeg spørger om der har været mange, og han gætter på 400 stykker. De har kapacitet til 1.600 mener han, og det skal de også nok klare, når vaccinen flyder i en lidt mere stabil strøm fra vaccinefabrikanterne. Lige nu får de ikke mere, og derfor har der kun været 400 i dag.

Nummer 44 råber han så, selv om jeg er den eneste der er tilbage og han står lige ved siden af mig. Jeg går hen mod gangen der fører ind til vaccine området. “Du skal lige spritte hænderne af,” siger han inden jeg går ind. Samme besked som jeg fik da jeg gik ind i bygningen, og igen da jeg gik væk fra skranken i modtagelsen.Der er sprit stationer overalt i vaccinecentret.

Jeg bliver peget ind i vaccinebox nummer 2 af endnu en vaccineassistent. Jeg glemmer at tælle hvor mange boxe der er, men jeg gætter på det var 14-15 stykker. I min box beder en sygeplejerske mig om at sætte mig ned. I den gule plasticstol, naturligvis. Hun fortæller ganske roligt om vaccinen og spørger om jeg er blevet vaccineret før, om jeg ved om jeg er allergisk, om jeg er vant til at få medicin. I mens er vaccinen blevet gjort klar i en sprøjte af en anden medarbejder, der afleverer den til sygeplejersken.

Av min arm
Hun forklarer om de mest almindelige bivirkninger. En af de allermest almindelige er ømhed, der kan vare et par dage, og hun spørger hvilken arm jeg foretrækker. Der er jo nogen, der vil have meget svært ved at være midlertidig handicappet i deres gode arm, som hun siger. Jeg vælger venstre, bare på grund af den bemærkning. Jeg har brug for højre, når jeg skal tørre mig. Det sidste tænker jeg bare uden at sige det højt.

Så jeg ruller venstre ærme op, og overvejer om jeg skal kigge væk eller kigge på. Nålen ser meget lang ud, bemærker jeg så og kigger væk. Det var nu ikke nødvendigt. Prikket er meget mindre end den insulinsprøjte jeg bruger hver morgen, som i forvejen kun er en brøkdel af stikket ved de blodprøver, jeg får taget regelmæssigt hos lægen. Og så er det ovre. Ingen smerte, ingen varme, ingen ting overhovedet. Lidt skuffende ovenpå mine bekymringer, måske, men det er fint nok.

Jeg rejser mig og siger pænt farvel. Da jeg forlader boksen peger en vaccineassistent på en spritstation. “Og så skal du lige sidde i observationsområdet i 15 minutter, inden du går.”

Det vidste jeg heller ikke. Det står på velkomstpapiret får jeg at vide, men jeg har jo glemt at få mine briller med forklarer jeg.

Bivirkninger
Observationsområdet ligner venteområdet. Eneste forskel er at de gule plasticstole, som jeg efterhånden har forstået er til “vaccinanterne”, nu er drejet en kvart omgang, så de står side om side, men stadig i lange rækker med to meters afstand. Herude er vi vel femten stykker, der sidder og venter for at se, om vi kan tåle vaccinen. I velkomstbrevet kan jeg senere læse, at centret er udstyret med et beredskab der kan håndtere selv sjældne allergiske reaktioner.

De femten minutter snegler sig afsted. En ad gange bliver folk færdige med deres observationstid. Der er tre-fire assistenter herude til at hjælpe. Flere af de andre borgere er gangbesværede; aldersgruppen med de 80-årige er stadig i gang, og min gruppe er først lige begyndt.

En elektriker iført værnemidler er ved at montere vægbeslag til nye TV-skærme. Det er til et nyt informationssystem, der skal styre slagets gang, når der for alvor bliver skruet op for vaccinerne. Bagerventesystemet er allerede forældet.

Av min arm
Mine femten minutter er gået, og jeg traver de 400 meter gennem den tomme p-plads hen til min bil. Jeg synes jeg fornemmer en svag brænden på min overarm, der hvor jakkens stof bevæger sig henover stikket. Men det er sikkert bare fordi jeg ved det.

Næste morgen vågner jeg ved at jeg lægger på venstre side. Min arm gør ondt. Ikke vanvittigt ondt, men den samme ømme smerte som jeg husker fra skolegården den gang for mange år siden, hvor det var en yndet sport i frikvarteret hvem der kunne uddele den største lammer. Den slags ondt. Og den kan såmænd være træls nok.

Men det er til at holde ud. Jeg har fået mit første stik. Nu er jeg i gang og på vej mod en sommer med større frihed for os alle. Håber jeg.

Om Vaccinerne

Indtil videre er tre vacciner blevet godkendte til brug i EU. De kommer fra producenterne Pfizer-NBiontech, Moderna og AstraZeneca. Alle tre vacciner er målrettet det såkaldte spike-protein, der står for spredningen af virussen.

Både Moderna og Pfizer-NBiontech vaccinerne har haft en succesrate i de sidste forsøg på omkring 95%. AstraZenecas vaccine har kun en effektivitet på omkring 60%, men det betyder ikke, at den ikke kan bruges.

”Det er rigtigt nok, at vi har at gøre med en vaccine, som er sikker at give og med en effektivitet, som formentlig er mindre end Pfizers. Men vaccinen gør sit job. Den giver 100 procent beskyttelse for den enkelte mod alvorlig sygdom, mod indlæggelse og mod død. Det er også værd at tage med,” udtaler Anders Fomsgaard, overlæge og virolog ved Statens Serum Insitut, i et interview med TV2.

De forskellige vacciner er effektive i forskellige grupper blandt befolkningen, og det er disse kriterier, der udvælger, hvem der får hvilke vacciner.

De tre nuværende vacciner skal gives gennem to stik, hvor andet stik skal gives indenfor seks uger efter første stik. Der vil allerede være en effekt efter første stik, men der er først rigtig dækning efter andet stik, og det er derfor vigtigt, at man efterlever restriktionerne i mellemtiden.

Medicinalgiganten Johnson & Johnson arbejder på at få godkendt en vaccine, der kun kræver et enkelt stik, og det forventes, at den godkendes til brug indenfor kort tid.

Traditionelle vacciner er effektive mellem seks og 12 måneder.

Relaterede artikler

Back to top button
x