NyhederUddannelse

Sportsklasser på plads efter speciel optagelsesrunde

Corona har spændt ben for det normale udskillelsesløb blandt Holstebro Kommunes håbefulde idrætsudøvere. Derfor er samtlige ansøgere optaget i sportsklasserne 2021-2022.

50 ansøgere til sportsklasserne på Nørre Boulevard Skolen fik fredag en mail om, at de fra næste skoleår skal gå i klasse med andre, der lige som dem selv, er vilde med sport. I år er der ingen, der får et afslag, og baggrunden til den usædvanlige beslutning, skal findes i COVID-19 situationen, forklarer elite- og talentkonsulent Gitte Sejer Skoubo fra Holstebro Elitesport:

– Vi har vendt og drejet situationen mange gange. Covid-19 har sat os i en situation, hvor der ikke har været mulighed for at se udøverne i aktion. Derfor har vi besluttet at læne os op af de samtaler, vi har haft med ansøgernes klasselærere og trænere. På den baggrund er der ikke nogen, der er diskvalificerede, så dermed får alle altså et ja i år, siger elite- og talentkonsulent Gitte Sejer Skoubo fra Holstebro Elitesport.

Hendes kollega elite- og talentkonsulent Claus Kjærgaard supplerer:

– Selvom det på mange måder har været et specielt optagelsesproces i år, så kan vi stå inde for alle de optagne. Vi glæder os til at kunne byde 28 nye 7. klasses elever og 19 nye 8. klasses elever samt 3 nye 9. klasses elever velkomne efter sommerferien. Vi glæder os over, at vi i næste skoleår igen har 2. klasser på 8. klassetrin. Vi håber, at der efter sommerferien vil være så normale tilstande, at vi igen kan rykke ind i hallerne og afvikle vores aktiviteter fysisk og ikke som nu, hvor det meste foregår virtuelt. Udvikling af idrætsudøvere foregår bedst i fællesskab med andre og i de faciliteter, som er skabt til formålet, siger Claus Kjærgaard, som glæder sig over, at foreningerne trods alt nu har mulighed for at dyrke idræt udendørs.

I lære som idrætstalent

De 50 nye sportsklasseelever kan efter sommerferien se frem til at få en hverdag, hvor idræt er omdrejningspunktet. Ikke alene skal de gå i klasse med andre ”sportsnørder”. De skal også ”i lære som idrætstalent”.

– Når man starter i Sportsklassen, så starter man samtidig et forløb op, hvor man er ”i lære som idrætstalent”. Vi betragter ikke sportsklasseeleverne som talenter, men alene som børn, der er vilde med sport, træningsivrige og ambitiøse. Vi understøtter deres ambitioner i samspil med idrætsklubberne. Det gør vi blandt andet ved, at de får ekstra træning, da morgentræning 2 gange om ugen er valgfag for en sportsklasseelev. Derudover får de forskellige undervisningsforløb omkring mentale emner, kost og andet med relevans for deres udvikling, siger Claus Kjærgaard.

–  Når de efter 9. klasse er færdige med deres læretid som ”idrætstalent”, så er vi nået til et punkt, hvor vi siger enten farvel og tak eller på gensyn. For dem, der vil og har potentialet så fortsætter rejsen og for nogle ender den måske med det ultimative, nemlig en OL-billet eller en ligakontrakt. Uanset om samarbejdet går i den ene eller anden retning, så har vi god erfaring med, at sportsklasseeleverne tilegner sig nogle kompetencer og får nogle værktøjer med i rygsækken, som de kan bruge i deres voksenliv, kommer det uddybende fra Claus Kjærgaards kollega Gitte Skoubo.

 - logo

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close