FodboldForside GallerierGalleriNyhederSportSport Galleri

Galleri: Se billeder fra FC Midtjyllands fodboldlektion af FCK

4.450 tilskuere overværede FC Midtjylland vinde med 4-1 over FC København og adskillelige flotte mål. Se billeder fra kampen her.

Kampe mod FC København er altid noget specielt, men aftenens opgør ville gå direkte ind i historiebøgerne. Det stod klart allerede før det første fløjt.

For første gang i ni måneder var der nemlig flere tusinde tilskuere på plads på MCH Arena. Med coronapas, afstand og separate indgange tog 4.450 fans plads på stadion i Herning.

Det var et længe ventet og smukt syn efter den lange periode uden tilskuere. De fremmødte fans kunne se følgende 11 FCM’ere starte inde.

START-XI (4-2-3-1): Jonas Lössl, Joel Andersson, Daniel Høegh, Alexander Scholz, Paulinho, Jens-Lys Cajuste, Frank Onyeka, Evander, Anders Dreyer, Pione Sisto, Junior Brumado.

Tilskuerne kunne mærkes fra første fløjt, hvor der var en god atmosfære. Endelig.

Begge mandskaber havde deres momenter i opgørets indledning, som var ganske jævnbyrdig. Jonas Wind fik den første mulighed i kampen med et hovedstød i en fin position.

FCM’erne arbejdede sig også fremad banen, men manglede den sidste berøring, aflevering eller afslutning, før det blev helt farligt.

Anderledes skarpt var det efter 24 minutter, hvor hjemmeholdet igangsatte et omstillingsangreb. Evander sendte Junior Brumado i dybden, og den brasilianske angriber var iskold foran mål. En kynisk kontra.

Herefter var FCM ikke bare foran på måltavlen, men dominerede også spillemæssigt med mange gode angreb.

Der opstod samtidig en mere hård stemning på banen med et par grove frispark og advarsler, og et par situationer, hvor FCM følte sig bortdømt. Det skabte også endnu mere tryk på kedlerne på lægterne, hvor stemningen var forrygende.

Det blev ikke til flere mål i den intense første halvleg, som helt fortjent sluttede 1-0.

Den stilling holdt dog ikke længe i anden halvleg. En vis Anders Dreyer fordoblede føringen med en sand kongekasse. Fra stående smadrede Dreyer kuglen ind via stolpen fra kanten af feltet.

Pione Sisto ville ikke stå tilbage for sin fløjkollega. Kort efter trak han ind i banen med høj fart og huggede kuglen i kassen langt ude fra. Endnu et perlemål.

Stemningen var elektrisk og FCM’erne kunne det hele.

Herefter faldt der mere ro på tingene inde på banen, inden Bundu reducerede til 3-1 med cirka 20 minutter tilbage. Scoringen kom lidt ud af ingenting.

FCK skulle dog fortsat satse offensivt for at komme bare i nærheden af point. Det gav plads den anden vej, og det udnyttede hjemmeholdet til et nyt kontrahug.

Indskiftede Awer Mabil og Lasse Vibe fandt hinanden. Sidstnævnte var fri foran mål og kunne let gøre det til 4-1 efter 82 minutter.

Det sluttede 4-1 til FC Midtjylland, som nu fører ligaen med fire point ned til Brøndby.

Storsejr, stemning på tribunerne og 1. pladsen i 3F Superliga. Bedre bliver det ikke.

Skrevet af FCM. Foto: Gunnar Overlund Knudsen – MinByNEWS 

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close