Mad og drikkeNyhederTopnyheder

Havtasken er Årets Pinsefisk 2021

Det er muligvis verdens grimmeste fisk, men den smager himmelsk. For eksempel bagt med bacon.

Det er en ordentlig krabat, der blev valgt af Danmarkarks Fiskehandlere som pinsefisk i år. Havtasken er muligvis verdens grimmeste fisk, men smag og struktur minder om hummer … og det gør prisen også. Hos den lokale fiskehandler fik vi op til weekenden et stykke havtaskeloin (den bedste del af fileten) til 38 kr/100 g, men det var bestemt prisen værd.

Havtasken – der også kendes som bredflab – er udbredt i det nordøstlige atlanterhav og omkring Danmark i Nordsøen, Kattegat og Skagerak. Den består stort set kun af hoved og hale, og den flade fisk lever på havbunden, hvor den ligger på lur efter andre fisk. Den kan blive op til 170 cm lang og veje op mod 40 kilo, men er som regel noget mindre.

Men lige så grim den er, lige så velsmagende er det faste, hvide og smagfulde kød. Af halen skæres filetter, men også havtaskekæberne er en delikat udskæring. Kødet er magert og let at tilberede. Der er ingen ben, men som regel nogle hinder, der skal fjernes inden tilberedning.

Havtaskeloins med bacon

  1. Læg baconstrimler på et stykke husholdsningsfilm. Placer renset havtaskefilet eller -loin oven på bacon, og rul bacon og fisk til en fast pølse i husholdningsfilmen. Læg på køl i mindst en time.
  2. Fjern husholdningsfilmen og brun pølsen på alle sider på en pande med god varme.
  3. Sæt i ovn ved 200 grader i 10 minutter
  4. Skær ud i 2-3 cm tykke skiner, og server for eksempel med aspargeskartofler, hvide asparges og hollandaise
Havtaske bagt med bacon (foto: Kim MacKayzee)

Årets pinsefisk er en forholdsvis ny tradition
Ved alle højtider i Danmark er der spisetraditioner forbundet.Påsken har lammet, julen har anden, og nytåret har torsken. Pinsen havde imidlertid i mange år intet måltid, man forbandt den med.

Det satte, nu afdøde, biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt sig således for at ændre. I 1999 kontaktede han foreningen Danske Fiskehandlere med ideen om at få danskerne til at spise fisk i pinsen. I 2000 var det ålen, der blev årets pinsefisk og lige siden har fiskehandlerne hvert år kåret Årets Pinsefisk.

Hvorfor er fisk oplagt til pinsen?
Pinsen fejres fordi helligånden kom til apostlene, og på den måde kan man kalde pinsen for den kristne kirkes fødselsdag. I de første mange århundreder var det ikke korset, men fisken der symboliserede den kristne kirke.

Fisk hedder på græsk “ichthus”. Hvis vi opløser ordet i fem dele, får vi “i”, “ch”, “th”, “u” og “s”, som kan udgøre forbogstaverne til en bekendelse til Jesus: “Iesous, Christos, Theou, Uios, Sotér”, en sætning, som vi kan oversætte som følger: “Jesus Kristus (Messias), Guds Søn, Frelser”. For en kristen person eller et kristent samfund bliver det således en kristen bekendelse at tegne eller male en fisk.

Relaterede artikler

Back to top button
x