NyhederPolitikTopnyhederUddannelse

Bekymring for tætpakkede auditorier igen

AU meddeler af der ikke længere er noget afstandskrav, mens Sundhedsstyrelsen siger noget andet

Aarhus Universitet har på deres hjemmeside og i mail til studerende og medarbejdere meddelt, at fra 14. juni gælder Sundhedsstyrelsen generelle afstandskrav på 1-2 meters afstand ikke længere på universitetet.

Det har for nogle studerende givet anledning til bekymringer, da de i princippet igen risikerer at skulle møde ind til fysisk undervisning i “tætpakkede auditorier og undervisningslokaler”, som det var tilfældet før corona.

Studenterrådet: Alle skal føle sig trygge ved genåbningen
I Studenterrådet på Aarhus Universitet er man opmærksom på bekymringerne:
“Vi har tidligere hørt lignende bekymringer om at komme tilbage til normalen – også i forhold til afstandskrav. Dette er bekymringer, som vi i Studenterrådet tager alvorligt og arbejder med i de relevante organer. Vi skal være særligt opmærksomme ved genåbningen af universiteterne; at selvom hovedparten er glade for genåbningen, og de muligheder den giver, så findes der også en gruppe, hvori åbningen giver store bekymringer. Dette arbejder vi for, at universitetet tager hånd om på den bedst mulige måde således, at alle kan føle sig trygge på universitetet,” siger Studenterrådets næstformand Peter Stounbjerg.

Uddannelsministeriet siger ét …
Meddelelsen om at afstandskravet er ophævet kommer direkte fra Uddannelses- og Forskningsministeriet. I et skriftligt svar til minbynews.dk oplyser pressekonsulent Hans Øbing-Thomsen fra ministeriet, at det følger af aftalen mellem regeringen og Folketinget om udfasning af restriktioner, at de videregående uddannelser vil have mulighed for at vende tilbage til en normal hverdag fra den 14. juni ved at restriktioner ophæves ned til et basisniveau.

“Aftalens basisniveau er efterfølgende udmøntet på det videregående uddannelsesområde ved notat om Basisniveau for håndtering af COVID-19 på de videregående uddannelser. Det fremgår heraf, at ved basisniveauet, som erstatter de tidligere gældende sektorspecifikke retningslinjer, er de videregående uddannelsesinstitutioner undtaget fra Sundhedsstyrelsens generelle afstandsanbefaling med henblik på, at et basisniveau kan indbefatte, at alle studerende møder fysisk frem til undervisning mv. – og således kan vende tilbage til en normal hverdag igen, jf. aftaletekstens formulering herom,” lyder det i mailen fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

… Sundhedsstyrelsen siger noget andet
I notatet henvises imidlertid også til Sundhedsstyrelsens vejledning for videregående uddannelser, hvor det udtrykkeligt står, at fritagelsen for afstandskrav ikke er en generel fritagelse:

“På videregående uddannelser kan den generelle anbefaling om 2 meters afstand fraviges i de tilfælde, hvor en fravigelse vurderes nødvendig for at kunne gennemføre undervisningen på en hensigtsmæssig måde, men fravigelsen af afstandskravet gælder ikke generelt. Fravigelsen skal så vidt muligt ske inden for samme gruppe af studerende, og hvor den pågældende gruppe af studerende kun i begrænset omfang deltager i andre fag eller hold, hvor afstandskravet også fraviges.”

Minbynews.dk har spurgt både Sundhedsstyrelsen og Uddannelsesministeriet om, hvordan skiftet fra Sundhedsstyrelsens “ikke en generel fravigelse af afstandskrav” til Uddannelsesministeriets “ingen afstandskrav” er sket, men har endnu ikke fået noget svar.

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x