ErhvervNyheder

Over 98.500 virksomheder har modtaget kompensation under COVID-19

29 pct. af de samtlige reelt aktive virksomheder i Danmark har modtaget 33,6 mia. kr. i kompensation fra de tre største kompensationsordninger, viser ny analyse.

Det drejer sig om kompensation for udgifter til løn, tabt omsætning og faste omkostninger grundet COVID-19-restriktionerne i perioden 9. marts 2020 til 28. februar 2021.

Lidt mere end 98.500 virksomheder har modtaget kompensation under COVID-19. Det største kompensationsbeløb er bevilget til lønkompensation, hvor der blev bevilget i alt 15,1 mia. kr. Der er desuden bevilget 10,0 mia. kr. til kompensation for faste omkostninger og 8,5 mia. kr. til mistet omsætning til selvstændige.

Det viser en ny analyse fra Danmarks Statistik, som ser samlet på de tre største kompensationsordninger. Analysen undersøger også i hvor høj grad, den bevilgede kompensation dækkede fald i den beregnede fortjeneste i 2020.

”Der er forskel på hvilke brancher, der har benyttet sig mest af ordningerne. Det er særligt restaurationsbranchen, frisørbranchen og brancher relateret til turisme, der har fået kompensation. For eksempel har 6.400 frisørsaloner, som svarer til 94 pct. af alle frisørsaloner i Danmark, modtaget kompensation,” siger chefkonsulent i Danmarks Statistik, Peter Bøegh Nielsen.

Restaurationsbranchen har modtaget det største samlede kompensationsbeløb på lidt over 2,6 mia. kr. Herefter følger branchen Hoteller, der har modtaget kompensation for næsten 2,0 mia. kr. Også brancher relateret til luftfart – både Serviceydelser i forbindelse med luftfart og Ruteflyvning – er på top-10 over brancher, der har fået de største kompensationsbeløb på tværs af de tre største ordninger.

Den største andel af de kompenserede virksomheder ligger i Byen København, i alt 20 pct. af alle kompenserede virksomheder. Det er højere end andelen af alle reelt aktive virksomheder på ca. 15 pct. Byen København er også den landsdel, der har modtaget det højeste kompensationsbeløb per virksomhed på ca. 514.000 kr. samt det største samlede beløb på i alt ca. 10,1 mia. kr.

Mange virksomheder har klaret sig bedre gennem krisen, end de selv forventede

Analysen ser også på momspligtig omsætning og beregnet indtjening i 2019 og 2020 for de kompenserede virksomheder. På denne måde tegnes et billede af, hvordan virksomhederne har klaret sig igennem COVID-19 krisen med deraf følgende restriktioner.

Analysen viser, at en lang række af de kompenserede virksomheder har klaret sig bedre igennem 2020 end først vurderet af virksomhederne selv.

”Blandt de kompenserede virksomheder, der kan følges et år tilbage, klarede næsten en tredjedel sig så godt i 2020, at de fremviste en tilsvarende eller højere omsætning i 2020 i forhold til 2019”, siger Peter Bøegh Nielsen.

Læs hele analysen på Danmarks Statistiks hjemmeside.

Danmarks Statistik

Relaterede artikler

Back to top button
x