ErhvervNyheder

Jobpatruljen: Hver fjerde ung løfter for meget på jobbet

Et sommerferiejob giver værdifuld erfaring – med mindre de unge slæber for meget og løfter for tungt

Et sommerferiejob kan for de 13-17 årige være en lærerig oplevelse. Ingen tager skade af at erfare at, vil man nyde, må man yde – med mindre det første møde med arbejdsmarkedet, betyder en sommer, hvor de unge slæber for meget og løfter for tungt.

Ungarbejdernes arbejdsvilkår skal være i orden, derfor ungersøger Jobpatruljen hver sommer teenagernes arbejdsforhold. Indsatsen løber over fire uger, hvor repræsentanter fra fagforbundene tager rundt og interviewer unge om, hvordan de oplever deres arbejdsdag.

I år kan Jobpatruljen atter konstatere, at alt for mange ungarbejdere oplever, at de skal løfte eller skubbe mere end de må ifølge gældende lovgivning.

”Vi kan se, at mere end hver fjerde af de adspurgte fritidsjobbere løfter mere end 12 kilo, som er det tilladte. Eller også skubber de mere end de tilladte 250 kilo, når de går på arbejde. Det er et gigantisk problem for det fysiske arbejdsmiljø for ungarbejderne og et problem, vi desværre efterhånden har vænnet os til at støde på sommer efter sommer,” siger Jobpatruljekonsulent Jon Henningsen til Fagbladet 3F.

Den gode nyhed er, at Jobpatruljen oplever en stigende bevidsthed hos ungarbejderne, når det handler om at undgå arbejdskader. I 2017 manglede 39 procent af ungarbejderne de nødvendige instruktioner, men under dette års Jobpatruljer er det kun omkring 28 procent af ungarbejderne, der ikke er blevet instrueret i at undgå arbejdsskader.

Jobpatruljen administreres af HK og 3F med støtte fra en lang række andre forbund i fagbevægelsen. Sidste år besøgte Jobpatruljen cirka 10.000 virksomheder og talte med 2.868 unge fritidsjobbere.

Læs mere her: www.jobpatruljen.dk

Back to top button
x