Mad og drikkeNyheder

Bålmad: Skat, jeg har druknet dit æg

Huevos Rancheros er egentlig mexicansk morgenmad, men lavet i gryde over bål er det lækkert hele dagen

Sådan et stykke op ad formiddagen, når de mexicanske rancheros havde knoklet med kvæget hele morgenen på ranchen, var det på sin plads at tanke op med et robust, men simpelt måltid.

Huevos rancheros ahogados (foto: Kim MacKayzee)

Huevos Rancheros (rancher-æg) er egentlig bare (spejl)æg med salsa, men jeg foretrækker mine æg ‘Ahogados’, som direkte oversat betyder druknet. Det vil sige at æggene pocheres direkte i den simrende salsa, og det er oplagt at lave i en gryde over bålet i stedet for at bruge en masse pander. Og røgen fra bålet tilføjer den helt rigtige og autentiske præriestemning.

Der er tusindvis af muligheder for at variere denne ret, så leg endelig med ingredienserne, smagene og mængderne i denne opskrift:

  • løg, hvidløg, chili – hakkes og svitses i olie med krydderier (tørret koriander, spidskommen)
  • peberfrugt og squash – skæres i tern og svitses med
  • hakkede tomater og sorte bønner (fra dåse) i passende mængde tilsættes og simrer med
  • smag til med salt, peber og evt. flere krydderier
  • når det smager som du vil have det, slås 4-8 æg ud i salsaen (1-2 æg pr. person)
  • lad være med at røre i gryden, så æggene kan få lov at sætte sig – det tager 5-10 minutter afhængig af hvor meget blus der er på bålet
  • Drys frisk kryddergrønt over (persille eller koriander) mens retten simrer færdig

Server med lunede tortillas eller tacochips, revet ost (cheddar eller mozzarella, hvis du ikke kan få mexicansk cotija), avocado og limeskiver. Pynt med kryddergrønt.

Og selv om det er morgenmad, er det et godt, robust og velsmagende måltid på alle tider af dagen. Buen apetito, rancheros!

Huevos rancheros ahogados (foto: Kim MacKayzee)

Relaterede artikler

Back to top button
x