NyhederVild med dyr

Husk hundens tandpleje

Det er vigtigt at tjekke hundens tænder jævnligt for at sikre sig, at alt er i orden. Hundes tænder er afgørende for deres trivsel og velfærd, men desværre sker det, at Dyrenes Beskyttelses internater modtager hunde med rigtig dårlige tænder.

Af: Fie bau Madsen, Dyrenes Beskyttelse

Hundens tænder skal tjekkes jævnligt, så man som hundeejer sikrer sig, at alt er i orden. Tandpine kan være lige så smertefuldt for hunde som for mennesker, og infektioner i munden kan nemt sprede sig til andre steder i hundens krop.

– Tænderne er en meget vigtig faktor for en hunds velfærd, og der er mange myter forbundet med hundes tænder. Eksempelvis at en flækket tand ikke behøver behandling, eller at man aldrig skal tænke på hundens tænder og at de passer sig selv. Det passer ikke, og tænderne er en vigtig del af hunden pleje, forklarer Anders Højgaard Tølbøll, dyrlæge ved Dyrenes Beskyttelse.

Tjek hundens tænder

Pleje af hundens tænder og regelmæssige eftersyn kan medvirke til at undgå problemer med tandsygdomme. Ved regelmæssige tandeftersyn er det muligt at opdage begyndende tandlidelser i tide, og det kan spare ens hund for mange ubehagelige situationer.

Foto: Dyrenes Beskyttelse

– Nogle hunde får belægninger på tænderne, hvilket kan give tandsten. Dette kan igen føre til f.eks. tandkødsbetændelse og paradentose. Paradentose er en svær betændelsestilstand i tandkødet, hvilket giver rigtig dårlig livskvalitet, forklarer Anders Højgaard Tølbøll, dyrlæge ved Dyrenes Beskyttelse.

Hvad skal man kigge efter?

Det er ikke nødvendigt, at det altid er dyrlægen, der tjekker hundens tænder. Som ejer er det en god ide at vænne hunden til, at man kigger den forsigtigt i munden og på den måde løbende kan tjekke, om de ser fine ud.

– Hvis man opdager, at ens hund har skader i form af revner eller ligefrem knækkede tænder, skal man få dyrlægen til at tjekke dem. Der kan gå infektion i en skadet tand og denne infektion kan sprede sig. Andre tegn på at din hund har tandproblemer kan være ændret adfærd, eksempelvis at den er nedstemt eller reagerer anderledes end normalt. Andre tegn kan være dårlig ånde, problemer med at æde eller vægttab, forklarer Anders Højgaard Tølbøll.

En god måde at forebygge tandproblemer ved hunden er gennem dens foder og snacks. Gulerødder og gnaveben har gavnlig effekt, ligesom godt foder også er forebyggende. Ud over det kan man med fordel børste sin hunds tænder. Dette kræver dog, at den er vænnet til fra hvalp af. Sørg også for, at din hund får undersøgt munden af en dyrlæge med jævne mellemrum.

Pressemeddelelser | Dyrenes Beskyttelse

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close