
Gå ind på postkortfrasilkeborg.dk og send et gratis postkort på sms, mail eller facebook til venner og familie, hvor du viser og fortæller om noget af alt det gode, man kan opleve i Danmarks Outdoorhovedstad.
Sådan lyder opfordringen i en ny kampagne fra Silkeborg Kommune og områdets erhvervsforeninger.
På siden er der både mulighed for at vælge mellem flere turistmotiver eller at uploade sit eget billede, af noget man kunne tænke sig at vise frem.
Der er rift om de mange danske turister, der på grund af coronakrisen ikke tager på ferie i udlandet, og i Silkeborg satses der stærkt på at tiltrække så mange som muligt – både til kortere besøg og til ferieophold, hvor særligt outdoor-oplevelser er udset til at være et stort trækplaster for kommunen.