HåndboldNyhederSport

Jakob Vestergaard forlænger tre sæsoner med Viborg HK

Når Viborg HK de næste tre sæsoner løber på banen i ind- og udland er det fortsat med Jakob Vestergaard ved roret. Det står klart efter klubben og cheftræneren har forlænget deres aftale frem til sommeren 2024.

Når Viborg HK de næste tre sæsoner løber på banen i ind- og udland er det fortsat med Jakob Vestergaard ved roret. Det står klart efter klubben og cheftræneren har forlænget deres aftale frem til sommeren 2024.

– Det er her jeg allerhelst vil være. Jeg synes, at klubben er inde i en rigtig god udvikling, og det vil jeg gerne være med til at skubbe i den rigtige retning. Over de sidste par år har vi flyttet os meget. Vi spiller noget spændende håndbold og har et fantastisk træningsmiljø, hvor der virkelig bliver gået til stålet og spillerne udvikler sig. Så det var ikke så svært at sige ja tak til en forlængelse, da klubben henvendte sig, fortæller Jakob Vestergaard, der satte sig ved roret lidt inde i sæsonen 2018/19 og i sidste sæson skaffede bronzemedaljerne hjem til Viborg.

Nu er jagten gået ind på endnu en sæson med medaljer, og forventningerne er store til Jakob og ligaholdet i Viborg HK. Med landsholdsspillere på nær ved alle positioner er holdet spået en flot sæson, og det er et forventningspres, som Jakob ikke er bange for at tage på sig.

– Hvis ikke der var et forventningspres, så ville jeg heller ikke synes, at det var attraktivt at være cheftræner i Viborg HK. Det er jo et tegn på, at der er potentiale i holdet, og det er meget mere spændende at arbejde med et hold, hvor potentialet er stort og mulighederne mange. Så selvfølgelig er det et pres, men det er også det der gør, at adrenalinen pumper lidt ekstra og man lige bruger den ekstra tid på at forberede sig, fortæller Jakob Vestergaard.

I Viborg HK er glæden over at forlænge samarbejdet med Jakob Vestergaard også stor.

– Der er ingen tvivl om, at vi i Viborg HK over de seneste sæsoner har set, hvordan holdet er blomstret. Spillerne udvikler sig og bliver udfordret på alle parametre, og med det er resultaterne også begyndt at komme, så vi nu står med et af Danmarks stærkeste hold. Det skyldes ikke mindst Jakobs ledelse, som vi kan se, skaber resultater uden at gå på kompromis med det menneskelige og spillernes udvikling, fortæller Jørgen Hansen, direktør i Viborg HK og fortsætter:

– For at bevare den positive udvikling er det vigtigt, at vi skaber noget kontinuitet i klubben, så vi ikke hele tiden skal starte på ny. Her ser vi Jakob som en vigtig brik.

Viborg HK har fået en flot start på sæsonen 2020/21, og er pt. ubesejret i Bambusa Kvindeligaen og Santander Cup. Derudover har Viborg HK også EHF Cup kampe i udsigt, da holdet i år indtræder i turneringens tredje runde

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close