Nyheder

Julefrokosten i Hersom var ikke en gymnasiefest

64 personer fra julefrokosten i Hersom Forsamlingshus er nu bekræftet smittet med omikrom-varianten

Korrektion: I en tidligere udgave af denne nyhed skrev vi, at forsamlingshuset ligger i Mariagerfjord Kommune. Det var en fejl og er nu fjernet. Vi beklager

Det var ikke en gymnasiefest eller en julefrokost for gymnasie-elever – som flere medier inklusive minbynews.dk først berettede – men en helt almindelig julefrokost for firmaer og private i Hersom Forsamlingshus 27. november, der endte som en supersprederbegivenhed for omikron-varianten af coronavirus. Det bekræfter Dennis Rysz Nielsen, formand for Hersom Borgerforening, der var en af arrangørerne sammen med Hersom-Bjerregrav Idrætsforening.

“Vi har afholdt en helt almindelig julefrokost med en blanding i alle aldersgrupper, firmaer og private, og ikke en gymnasiefest. Vi har afholdt en julefrokost med alle gældende restriktioner, og er selvfølgelig ærgerlig over, at der har været en smittet til vores arrangement,” siger Dennis Rysz Nielsen.

Forsamlingshuset ligger på Herredsvejen ud for Bjerregrav mellem Viborg og Hobro.

Der var omkring 150 deltagere til julefrokosten, og mandag kl 14.30 oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed til Viborg Folkeblad, at 64 med tilknytning Hersom-arrangementet er fundet smittet med omikron-varianten.

I alt er 92 personer i Viborg nu bekræftet smittet med omikron-varianten, hvilket giver store udfordringer på flere arbejdspladser, da antallet af isolerede nære kontakter stiger eksplosivt, fordi myndighederne går et ekstra led ud i smitteopsporingen for at bryde smittekæden.

Relaterede artikler

Back to top button
ANNONCE