ErhvervForside FremhævetKulturNyhederPolitik

Kunstneriske talenter kan forlænge ungdomsuddannelse

Talenter inden for scene-, billed- og skrivekunst kan nu kombinere en kunstnerisk grunduddannelse med en forlænget gymnasie- eller HF-uddannelse efter samme model som elitesportsfolk.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har godkendt en ansøgning, der giver Kulturskolen Viborgs talentelever inden for Scenekunst, Skrivekunst og Billedkunst mulighed for at bruge et ekstra år på deres ungdomsuddannelse.

Nu får eleverne på Kulturskolen Viborgs tre grundkurser inden for Scenekunst, Skrivekunst og Billedkunstmulighed for at forlænge deres ungdomsuddannelse med et år. Det betyder, at de kan vælge at tage en studentereksamen over fire år eller en hf-uddannelse over tre år på Viborg Katedralskole eller Viborg Gymnasium.

Vicekulturskoleleder Henrik Resen udtrykker begejstring for samarbejdet med de to ungdomsuddannelser, som længe har kunnet tilbyde den selv samme ordning for eleverne på det musikalske grundkursus, MGK.

“Vi er nået et kæmpe skridt på vejen til at kunne tilbyde vores elever på alle kunstarter de samme vilkår,” siger Henrik Resen.

Et skulderklap fra ministeriet
De fire grundkurser SGK (scenekunstnerisk grundkursus), FGK (forfattergrundkursus), BGK (billedkunstnerisk grundkursus) og MGK (musikalsk grundkursus) er alle en del af Kulturskolen Viborgs ArtGK, der blev til i forbindelse med Viborg Kommunes udnævnelse som talentkommune.

Ansøgningen om at kunne tilrettelægge længere uddannelsesforløb for ArtGK-eleverne har på grund af corona-situationen været længe undervejs, siden den blev sendt for over et år siden. Derfor er det kun endnu mere glædeligt, at der endelig ligger et svar fra Børne- og Undervisningsministeriet.

“Det har stor betydning for vores elever, at de føler, at de både kan passe deres ungdomsuddannelse og ArtGK samtidig. Det tager noget af presset af dem. Og så er det jo også et skulderklap fra ministeriet, der sender et signal om, at det er okay også at prioritere sin passion inden for kunst.”

Team Danmark for kulturen
I godkendelsen af ansøgningen har Styrelsen for Undervisning og Kvalitet lagt vægt på, at SGK, FGK og BGK er struktureret på samme måde som MGK, og at Kulturministeriet i en udtalelse har vurderet, ”at de kunstneriske grundkursusforløb ved Kulturskolen Viborg vil medvirke til at uddanne udøvende og skabende unge, som kan deltage i og stimulere det lokale og regionale kunst- og kulturliv, og som med grundkurserne vil være forberedt til optagelse på en videregående kunstnerisk uddannelse.”

“Ordningen kan sammenlignes med Team Danmark-modellen for elitesportsudøvere, som har eksisteret i mange år. Vi synes kun, det er dejligt, at kulturen nu prioriteres på linje med sporten inden for talentområdet,” udtaler Henrik Resen.

Den nye ordning træder i kraft i den kommende sæson, der begynder efter sommerferien. Men man skal allerede nu tilmelde sig optagelsesprøverne til ArtGK-kurserne på www.artgk.dk. Der er ansøgningsfrist den 1. februar på MGK og den 1. marts på SGK, FGK og BGK.

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close