Mad og drikkeNyheder

Lav din egne hybenchutney og kortlæg en invasiv art

Netop nu kan du sanke de modne orangerøde hybenfrugter fra den hårdføre og invasive plante rynket rose

Det kan kræve lidt tålmodighed at klargøre hybenfrugterne, men det er hele arbejdsindsatsen værd, når du kan servere hjemmelavet hybenchutney for din familie.

Rynket rose er indført som prydplante til Danmark fra det nordøstlige Asien i 1800-tallet. I dag er rynket rose især udbredt langs kysterne, hvilket blandt andet kan skyldes, at mange sommerhusejere har plantet den hårdføre plante for at få læ og som hegnsplante. Når rynket rose er etableret, kan f.eks. klitarealer i løbet af få år vokse til med en tæt bestand af rynket rose, og hjemmehørende planter og dyr fra området fortrænges. Derfor betegnes den som en invasiv art.

Selvom rynket rose betegnes som en invasiv art, kan du med fordel sanke frugterne og bruge dem i din madlavning. Hybenfrugten er rig på C-vitamin og A-vitamin, og du kan lave din egen lækre hybenchutney eller en smagfuld hybenis og servere for dine venner.

– At plukke hybenfrugter vil ikke løse udfordringer med rynket rose i den danske natur. Men for at forhindre introduktion af nye invasive arter i Danmark er det centralt med større forståelse for invasive arters påvirkning på hjemmehørende arter, samt øget viden i den danske befolkning om, hvordan man identificerer de invasive arter, siger Gerbrich Koudenburg Naturforvalter i Miljøstyrelsen.

Miljøstyrelsen arbejder på at kortlægge invasive arter i Danmark. Så når du alligevel er ude og plukke hybenfrugter, kan du samtidig bidrage til kortlægningen, hvis du indberetter, hvor du har fundet rynket rose i naturen. Du kan indberette dine fund på arter.dk.

Kogebog med invasive arter

Er du også nysgerrig på, hvordan du laver hybenis med tuille, profiteroles og hyben ganache? Eller er du nysgerrig på, hvilke andre invasive arter du med fordel kan sanke til brug i dit køkken? Så har Miljøstyrelsen, i samarbejde med Hotel- og Restaurantskolen i København, udviklet en kogebog med spiselige invasive arter i Danmark. Du kan finde kogebogen her.

Hybenchutney

INGREDIENSER:

  • 2 stk. løg
  • 1 stk. æble
  • 250 g hyben (friske eller frost)
  • 2 cl eddike
  • 20 g sukker
  • 3 stk. stjerneanis
  • 2 stk. laurbærblade
  • salt og peber

TILBEREDNING:

  • Hak løg og æble i ½ x ½ cm.
  • Rens og hak hyben groft.
  • Sauter løg, stjerneanis og laurbær i 2 min. til løgene bliver klare.
  • Tilsæt æbler til din saute og sauter videre i 2 min.
  • Tilsæt hyben og vend op i din saute ved middel varme.
  • Smag til med eddike, sukker, salt og peber.
  • Den grove chutney hældes på sylteglas og er klar til brug.

Sådan indsamler og klargører du hybenfrugter

  • Du bør ikke indsamle hyben og blomster til brug i køkkenet nær veje på grund af fare for mulig forurening.
  • Det kan kræve lidt tålmodighed at klargøre hybenfrugterne, da kernerne inde i frugterne skal fjernes. Hvis ikke du skal bruge frugten frisk, kan du med fordel fryse de halverede frugter ned og fjerne kernerne, når frugterne er frosne.
  • For at undgå spredning af planten skal man sikre, at frøene fra de rensede hyben kommer i skraldespanden (til forbrænding).

Logo

Relaterede artikler

Back to top button
ANNONCE