Livsstil

Tag på mørketur i naturen

1273

Mørke er for mange uhyggeligt, men I kan hurtigt vænne jer til det. Tag på tur i mørket og bliv dus med natten!

Oplev nattemørket sammen i skoven, engen eller blot på den lokale kirkegård. Tag hinanden i hånden og gå fx en kendt rute, nu blot i mørke.

Det er en stor sanselig og intens oplevelse. Nattens lyde er ekstra spændende og anderledes. Den larmende stilhed, som vi kender natten for, er også et spændende bekendtskab.

Vores sanser skærpes

Nattens lugte opleves anderledes og stærke. Vores rumfornemmelse ændres, vi bliver mere forsigtige. Vi går langsommere, og derfor føles turen endnu længere.

Menneskets nattesyn bliver bedre og bedre og efter 25 minutter i mørket skulle det være optimalt. I kan med fordel begynde jeres tur ved skumringstid, så mørket gradvist falder på.

Bliv trygge ved mørket

Måske skal nogle børn have en lille lygte i hånden, mens andre helst vil have den tændt hele tiden. Generelt skal I naturligvis have en god og tryg oplevelse, og så kan I måske næste gang gøre det hele i mørke. Sikkert er det, at mørket gør et stort og lærerigt indtryk.

De fleste har en usikkerhed eller en frygt i mørket. En god tur med en voksen og et par lygter kan derfor gøre børn mere trygge og give dem mere erfaring med at håndtere mørke. Gode natteoplevelser er også en god forberedelse til lejrture og for et godt udeliv generelt.

Gode råd til natteturen

  • Tag godt fodtøj på – det kan være svært at se, hvor I træder!
  • Medbring en lommelygte
  • Lange ærmer og bukser kan være en god idé, så myggene ikke kan stikke jer
  • Noget varmt at drikke – det kan være hyggeligt at finde et godt sted, hvor I kan kigge og lytte med en kop te i hånden

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x