Mad og drikkeNyheder

Lone Landmands fastelavnsboller – med æg fra høns der øjner forår

De sæsonbestemte boller findes i en del anerkendte udgaver – bagt med butterdej eller gærdej, åbnede eller lukkede.

Du kan sagtens lave butterdej derhjemme, men den er tidskrævende og noget mere drilagtig end gærdejen, og derfor er det mest i bagerens vindue, eller i supermarkedets triste disk, du finder fastelavnsboller af butterdej. Desværre er de fleste kager samme steder, lavet af de billigste råvarer, uden tanke på husdyrenes tilværelse.

Så er der gærdejsudgaven, du med stor begejstring og udsigt til succes, kan kaste dig over i eget køkken. Dermed kan du også selv vælge, hvilke råvarer der skal indgå i dit bagværk. Denne opskrift er på åbne boller, det vil sige, at fyldet ligger frit ovenpå. Det muliggør en klistret dej, som giver luftige bløde fastelavnsboller. Hvis fyldet skal pakkes ind i dejen, skal der mere mel i, og det giver alt andet lige nogle boller, som kan tippe til den tørre side.

Forslag til fyld i fastelavnsbollerne:

Her i stuehuset har jeg anvendt hindbærsyltetøj og ferskenmarmelade af sommerens høst, fordi det var de to slags, der var på hylden i viktualierummet. Hindbærsyltetøj er særlig lækkert, fordi syren fra bærrene gør noget godt sammen med den søde dej og kardemommen. Hvis du skal købe syltetøj, så sørg for at bærrene og sukkeret er dyrket uden brug af sprøjtegifte – både for at skåne insekterne og de kroppe, dine fastelavnsboller ender i. Det samme gælder for de øvrige råvarer.
Desuden har nogle af fastelavnsbollerne fået fyldt hulrummet med en skefuld hakket chokolade. Dem spiste Søren Sørøver først.

Hvis du vil have vaniljecreme i midten, får du opskriften her:

– 16 stk.

  • 30 g rørsukker
  • ½ flækket vaniljestang
  • 2 æggeblommer fra høns, der kommer vidt omkring
  • 2½ dl sødmælk fra en ko, der græsser selv
  • 2½ tsk majsstivelse

Pisk rørsukker, æggeblommer og majsstivelse sammen i en tykbundet gryde, til blandingen er ensartet. Skrab vaniljekornene ud og læg både dem og vaniljestangen i gryden sammen med mælken. Bring cremen i kog under piskning og lad den koge i et par minutter. Lad vaniljecremen køle lidt inden brug.

Og så til dejen – du har brug for:

  • 2½ dl mælk fra en ko, der kan se græsset vokser
  • 100 g smør lavet af mælk fra ovenstående ko
  • 20 g gær
  • 85 g sukker
  • 2 tsk stødt kardemomme
  • 1 æg fra en høne, der fornemmer forår
  • 500 g hvedemel
  • ½ tsk salt
  • samt endnu et æg fra en høne i trivsel – til pensling

Smelt smørret i en lille gryde, sluk for varmen og tilsæt mælken. Mærk efter at blandingen er lillefingervarm og hæld den over i en skål med gær og sukker. Rør rundt og lad blandingen stå ½ time, til gæren er vækket og begynder at skumme.

Tilsæt mel, kardemomme, salt og æg og ælt dejen grundigt. Det tager ca. 10 minutter i en køkkenmaskine og 15 minutter med håndkraft. Dejen skal være klistret – tilsæt ikke mere mel.
Dæk skålen med et fugtigt viskestykke og sæt dejen til hævning et lunt sted i 1½-2 timer.

Beklæd to bageplader med bagepapir eller smør dem grundigt. Når dejen er hævet til omtrent dobbelt størrelse, kan du skrabe den ud på et bord og dele den i 16 nogenlunde lige store stykker. (opskriften fortsætter under billeder)

Dejen er klistret – det skal den være, for at bollerne bliver lækre bløde. Hvis du synes, at den er for svær at håndtere, kan du strø lidt mel på dine fingre, men spar på det!
Træk siderne på hver dejklump ind mod midten, gør det i små bevægelser, så du former klumpen rund og lemp den derefter over på bagepladen med samlingen nedad.
Gør fingrene våde og stik dem et par gange i midten af hver bolle, så der dannes en lavning.
Sæt bagepladerne til efterhævning et lunt sted – husk at tildække dejen med det fugtige viskestykke igen.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 180 °C uden varmluft.

Efter hævningen må du forsigtigt udvide hullerne i midten, så der bliver plads til det fyld, du vil bruge. Fordel ca. en skefuld syltetøj eller vaniljecreme i hver bolle, pensl kanten med sammenpisket æg og sæt bagepladen i ovnen. Bag ca. 15 minutter eller til bollerne er smukt gyldne. Flyt dem over på en rist til afkøling.
Lav en glasur af flormelis og kogende vand og fordel den på kanterne af fastelavnsbollerne, hvis du vil. Start med at hælde en lille smule vand i en kop med flormelis, og tilsæt gradvist mere vand mens du rører rundt, indtil konsistensen passer dig.

Kager bagt af gærdej er absolut allerbedst, mens de endnu en ovnlune. Næste dag er de mere stive, men de kan genopvarmes og blive bløde, hvis de ikke har fået glasur.

God tøndeslagning – uden kat!

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close