Kultur/EventNyheder

Coronaepidemien lægger hårdt pres på Den Gamle By

Manglende besøg under coronakrisen kan ende med et estimeret underskud i 2020 på 15 mio. for Den Gamle By, og det lægger pres på ledelsen, der arbejder på højtryk for at finde løsninger til at holde museet flydende.

Den Gamle By er normalt landets bedst besøgte kulturmuseum. De fleste aarhusianere har gået tur på brostenene og dukket hovederne, når de skulle ind og ud af de gamle huse, der er flyttet fra hele landet til Aarhus Midtby. Men i disse dage er butikkerne i Den Gamle By lukkede, og de gæster der går tur lige nu, betaler ikke for indgangen.

”Vi tjener hovedparten af de midler vi driver Den Gamle By for ved at holde åbnet, at folk kommer og besøger os og betaler entre, og køber noget i restauranter og butikker, og det er der ikke nogen, der gør lige nu. Så det giver næsten sig selv. Så tjener vi ingen penge,” fortæller museumsdirektør, Thomas Bloch Ravn.

Coronakrisen har lukket Danmark, og det gør ondt i pengepungen for rigtigt mange, og situationen er ikke anderledes for Den Gamle By. Det forventes at museet taber 15 mio. kr. pga. krisen. Bare i 2020. Og konsekvenserne kan være endnu mere vidtrækkende. Og situationen er allerede blevet kritisk.

Manglende besøg fra udlandet
”Den Gamle By er ikke særligt velpolstret. Det må man ikke være, når man modtager offentlig støtte, og det gør vi jo også. Så vi må ikke have en stor egenkapital. I den her første periode indtil juni, hvor vi har måttet hjemsende 250 medarbejdere, der vil vi miste ca. 10 mio. kr. i indtægter. Heraf får vi ca. 4½ mio. retur i den godtgørelse i forbindelse med hjemsendelsen. Så der mister vi 5½ mio.” forklare museumsdirektøren.

Tabet forventes at blive større, da alle prognoser viser, at turistsæsonen i 2020 også vil blive kraftigt berørt af coronakrisen. Udenlandske turister vil der blive markant færre af i 2020, og forude venter anden bølge.

”Man kan forestille sig, at den anden bølge af coronavirussen, folk siger vil komme sidst på efteråret, vil ramme sammen med vores julesæson. Her har vi typisk omkring 150.000 gæster i perioden. Vores realistiske slag på tasken er, at vi mister 15 mio. kr. i år.”

En møllesten om halsen
Der tænkes i mange forskellige spor, når det handler om at finde en løsning på den økonomiske krise for Den Gamle By. En løsning er at omstrukturere og afskedige medarbejdere, og for Thomas Bloch Ravn er det sidste udvej.

”Det er ikke nogen sjov opgave. Det er ikke rart, og det er heller ikke sjovt for den gamle by. Men vi skulle nødig gå ind i den nye tid, der kommer efter det her, med den her kæmpe møllesten om halsen, der bliver ved med at tynge os,” forklarer han.

En konsekvens af en reducering af arbejdsstyrken bliver, at Den Gamle By vil miste noget at det liv, der findes i byen i form af de håndværkskompetencer, byens ansatte har.

”Vi har bødkerfaget, Vi har billedskærerfaget. Vi kan lave hjul på samme måde, som de gamle hjulmagere gjorde det. Og så har vi museumsfaglige kompetencer på en række områder, som ikke findes andre steder. Det er jo sådan noget som man må skære i. Det kan ikke være anderledes. Man må skære i organisationen, og så forsvinder der nogle ting,” lyder det fra museumsdirektøren.

Hjælp fra andre steder
Den 25. marts slog Thomas Bloch Ravn et opslag op på Den Gamle Bys facebookside. Her bad han danskerne om at fortælle, hvad der var det vigtigste del af museet. Det var ikke blot ud af sentimentalitet. For det kan være svært at se anden udvej end at skære, og så vil man fra museets side gerne vide, hvad de besøgende vægter højest.

Hvad kan borgerne gøre?
Der arbejdes på løsninger, der kan være med til at redde Den Gamle By, og Thomas Bloch Ravn har hverken mistet håb eller kampgejst. Der findes fonde som Ny Carlsberg Fonden, der har sat 40 mio. af til kulturinstitutioner, og der arbejdes også i både kulturministeriet og i Aarhus Byråds kulturforvaltning. Men borgerne kan også være med til at hjælpe.

”Penge er vigtigt. Ingen tvivl om det. Men det er den synlige opbakning vi får også. Det er vigtigt at få fortalt alle der bestemmer i det her samfund, hvad enten det er politikere, eller det er administrationen rundt omkring hos de forskellige fonde, at den Gamle By er vigtig for Danmark og vigtig for dem,” fortæller han og håber, at danskerne vil være med til at tænke på Den Gamle By fremover.

”Vi håber, at flere mennesker vil besøge den gamle by. At de vil holde deres konfirmation eller deres 50-års fødselsdag i den gamle bys faciliteter, at de vil besøge vores butikker, at de vil købe årskort.”

En ny Den Gamle By
For De Gamle By handler det lige nu om at begrænset tabene. For selvom der kommer hjælp, tror Thomas Bloch Ravn, at det er naivt at tro, at der ikke kommer til at resultere i omstruktureringer og reduceringer, men samtidig håber han, at de kan begrænse underskuddet.

”Man må håbe, at vi ikke er tynget af den her økonomiske møllesten, at vi så kan bygge op igen og opstå som en fugl Fønix. En ny Den Gamle By, der forhåbentlig kan vokse sig stærkere.”

Hvis du vil være med til at vise din støtte, kan du melde dig ind i gruppen ”For os der vil redde Den Gamle By” på Facebook.

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close