ErhvervNyheder

FlexFabrikken til jobcentre: Send jeres ledige fleksjobbere til os

Direktør hos FlexFabrikken, Henriette Friis Højer, vil ansætte ledige, som er visiteret til fleksjob, og leje dem ud til andre virksomheder. Der er brug for at gøre noget nu, og der er job at få, siger hun.

Corona-krisen er gået hårdt ud over beskæftigelsen i Danmark, og med en suspenderet beskæftigelsesindsats bliver der som udgangspunkt ikke igangsat nye forløb som eksempelvis virksomhedspraktik.

Men der er brug for at reagere nu for at forhindre, at der ophober sig en pukkel af ledige, som kan tage et fleks- eller småjob.

Derfor tilbyder direktør Henriette Friis Højer, at hun kan ansætte dem i sin virksomhed FlexFabrikken og sende dem videre i job hos sine kunder.

FlexFabrikken har eksisteret siden 2015, og virksomhedens koncept er at ansætte ledige fleksjobbere og leje dem ud til andre virksomheder, der fx har behov for en bogholder i en periode.

”Det betyder, at virksomhederne tør noget mere, fordi de ikke skal ind i et egentligt ansættelsesforhold, når de har brug for en ekstra mand i en periode. Medarbejderen er ansat hos os,” siger Henriette Friis Højer.

 

Institutioner og skoler efterspørger hjælp

Hun er ikke i tvivl om, at det kan lade sig gøre at skaffe job til ledige i fleksjob, selvom over 45.000 har meldt sig som ledige siden corona-krisens start.

”Lige nu er det mere aktuelt end nogensinde, og vi samarbejder bl.a. med store virksomheder, som har brug for folk til fx udendørs vedligehold. Vi har også fået en del henvendelser fra skoler og institutioner, som har brug for personale, der kan hjælpe med rengøring og afspritning,” siger Henriette Friis Højer.

Hun mener desuden, at der også den anden side af krisen vil være arbejde til flere i fleksjob og småjob.

”Vi oplever, at virksomhederne ser det som en god mulighed for at få et par ekstra hænder, når de får viden om, at det kan lade sig gøre at have en medarbejder i fleksjob på den her måde. Så vi tror på, at der også er job at få senere. Det er derfor, at vi tør gå ud med det her tilbud til jobcentrene nu,” siger Henriette Friis Højer.

 

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close