ErhvervNyheder

Chikane og overvågning er hverdag på Coops logistiklager

De ansatte på Coops logistiklager i Hasselager har langt om længe fået nok at den måde ledelsen har presset dem på. Tidligere på ugen sendte de et brev til bestyrelsen, hvor de bad om at finde en løsning på de uhyrlige forhold, som mange medarbejdere derude beskriver.

Der er noget helt galt på Coops logistiklager i Hasselager nær Aarhus. Systematisk overvågning, urimeligt højt arbejdspres og et uforholdsmæssigt stort antal advarsler der gives på baggrund af småting, er blevet hverdag for de ca. 400 ansatte.

3F har gennemført en landsdækkende lagerundersøgelse, og her tegner svarene fra de ansatte på Logistiklageret i Hasselager et billede af en arbejdsplads, hvor medarbejderpleje er en by i Rusland, og hvor ledelsen aktivt chikanerer deres ansatte for at få dem til at arbejde hårdere og levere urimeligt høje resultater.

Stress, fyring og overvågning
74% af de adspurgte har svaret, at de føler sig stressede og frygter for deres job, mens 86% frygter, at de bliver nedslidte som resultat af det høje arbejdspres. 84% føler sig overvågede af den daglige ledelse.

”Det er meget stressende at være der. Vi føler os overvåget konstant. Vi bliver hele tiden kaldt ind til samtaler for at forklare, hvad vi bruger vores tid til,” fortæller en medarbejder fra lageret, der ikke tør få sit navn offentliggjort, af frygt for de repressalier, der vil komme fra ledelsen.

Identiteten er kendt af redaktionen.

Tager tid på toiletbesøg
”En af vores kolleger lider af en kronisk sygdom, der gør, at han skal oftere på toilet. Han har modtaget en advarsel for at bruge for lang tid på toilettet. Hvis nogen står og snakker, så kommer de helt hen til os, og siger ”hvad så”, ligesom for at markere, at vi godt kan komme i gang igen. De er meget emsige med den slags.”

Ifølge medarbejderen var lageret i Hasselager et godt arbejdssted indtil for tre år siden. Og tingene har spidset til over det sidste år, og nu har de ansatte henvendt sig til bestyrelsen i håb om, at der igen kan blive ordentlige forhold på arbejdspladsen.

”Vi håber på at få noget ro. Det var en gang en rigtigt god arbejdsplads, hvor det ikke var nødvendigt at bede nogen om at tage overarbejde. Men det er jo ikke noget man frivilligt gør, hvis man kan slippe, når det foregår på den måde.”

Uden fortilfælde
Hos 3F har man aldrig hørt om lignende forhold. Thorkil Jansen er formand hos 3F Transport, Logistik og Byg, hvor de ansatte i Hasselager hører ind under, og han er chokeret over de mange historier, der er kommet fra de ansatte.

”Vi har aldrig oplevet noget lignende på en arbejdsplads af den størrelse. Vi har hørt om det i et lille firma, hvor der er en enkelt ejer, der bruger den slags metoder, men aldrig på et sted som Coop, hvor man jo forventer, at der sidder en professionel ledelse.”

Det skaber en udfordring for fagforeningen, der normalt kan hjælpe de ansatte, der kommer i klemme hos deres arbejdsgiver. Normalt ville det have været en situation, der kan løses i samråd med ledelse, tillidsrepræsentant og fagforbund, men det har Coop også formået at omgås.

Mafiametoder
”Vi har mistet fire tillidsfolk derude i løbet af de sidste tre år. Den gamle tillidsmand stoppede i 2017, og han blev købt ud. Det skete i forbindelse med skiftet på ledelsesgangen. Sidste år mistede de endnu en tillidsmand, der blev købt ud, som fik en større pose penge.”

Det er ikke normal praksis, at man betaler tillidsrepræsentanter for at forlade arbejdspladsen.

”Det er ikke unormalt, at forholdet mellem ledelse og tillidsmand bliver presset, og man bliver enige om at gå hver til sit, men at ledelsen ligefrem henvender sig til en tillidsrepræsentant med en pose penge, det er uhørt.”

Ifølge Thorkil Jansen er det et bevidst træk fra ledelsen, da tillidsrepræsentanterne har stået i vejen for den ledelsesstil, der er blevet indført på lageret.

Egen kamp
Når det handler om så mange ansatte giver det problemer for fagforeningen, og 3F kan reelt set ikke gøre andet end at støtte medlemmerne i deres fælles indsats, og være klar til at hjælpe de enkelte ansatte, der bliver udsat for repressalier.

”Det er reelt set medarbejdernes kamp. Vi har en masse forskellige fagretslige værktøjer, som vi bruger, hvis nogen er blevet uretsmæssigt fyret eller lignende. Men hvordan håndterer man en ledelse, der går og fløjter udenfor toiletterne? Vi bakker kollegerne op, og fortæller dem, at det skal de ikke finde sig i. Vi hjælper dem med at organisere sig om alle de ting, de har sat i værk, men det er et slagsmål, de selv står i derude, og som kræver et godt sammenhold at stå igennem,” forklarer han.

Kan sprede budskabet
3F er ikke helt handlingslammede, og forbundet har brugt mange kræfter på at være med til at få medierne rundt om i landet til at kigge nærmere på sagen.

Det er lykkedes, og mediedækningen af sagen er blevet stor. I takt med at den breder sig, træder flere og flere ansatte frem og fortæller om sagen. Det er Thorkil Jansen glad for, og han håber, at det kan være med til at lægge pres på bestyrelsen, så de kan få rettet op på sagen.

Han vil gerne opfordre danskerne til også at hjælpe til. Ikke ved at boycutte Coops butikker, men i stedet få de enkelte brugsuddelere til at bruge deres medbestemmelse i Coops landsråd, der ifølge hjemmesiden er ”ansvarlig at fastlægge de overordnede retningslinjer for Coops virksomhed”.

Håb om en ordentlig løsning
Historien om de groteske arbejdsforhold på lageret er endelig kommet for en dag, og det giver håb for de ansatte. Vores anonyme medarbejder er i hvert fald både spændt og lettet over, at der nu ser ud til at ske noget.

”En af mine kolleger fortalte, at han har gået rundt med ondt i brystet, når han skulle på arbejde. Og da han så, at medierne havde samlet historien op, havde han fået tårer i øjnene. Det er jo galt, at det skal være sådan.”

Coops bestyrelse har meldt ud, at de vil komme med et svar på medarbejdernes brev efter et bestyrelsesmøde, den 23. juni, og vi har forsøgt at få en kommentar fra Coop, der ikke har svaret på vores henvendelse.

 

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close