HelbredNyheder

Nye muligheder for at blive COVID-testet i Region Midtjylland

På vegne af Testcenter Danmark og Sundhedsministeriet åbner Region Midtjylland nu også mobile testenheder. Testenhederne skal dels betjene en række byer, hvorfra der er størst afstand til testcentrenes hvide telte, dels skal de tilbyde test ved færgehavne og i sommerlandet.

Fra i går blev der flere muligheder for at blive testet for COVID-19.

Testcenter Danmark har bedt Region Midtjylland gøre det muligt at blive testet i en række byer, hvorfra der er relativt langt til Aarhus, Viborg og Herning. I de tre byer gennemfører Testcenter Danmark allerede test.

Otte nye test-byer

Med start fredag og lørdag kan borgerne i Region Midtjylland derfor også blive testet i Randers, Grenaa, Skanderborg, Horsens, Holstebro, Skive, Ringkøbing og Lemvig.

Alle steder foregår testen på enten det lokale hospital eller sundhedshus.

Man bestiller tid til test på www.coronaprover.dk.

Kun til raske

Tilbuddet om at blive testet gælder udelukkende raske patienter. Personer med symptomer på COVID-19, feber, tør hoste og træthed, skal fortsat kontakte egen læge og må ikke møde op.

Test i havne og sommerlandet

Udover de nye faste test-steder, vil der i sommertiden også dukke tilbud om en COVID-podning op forskellige andre steder, hvor der færdes mange mennesker.

Det gælder også steder, hvor der er direkte kontakt til udlandet som for eksempel Grenaa Havn, hvorfra der er forbindelse til Sverige.

Når der igen bliver udlandstrafik til og fra i Aarhus Lufthavn, vil man også kunne møde testenhederne dér.

De nye teststeder er et led i teststrategiens såkaldte “samfundsspor”. Læs om den på Ældre- og Sundhedsministeriets hjemmeside.

Adresser og åbningstider ligger sammen med øvrig information på www.corona.rm.dk

 

Relaterede artikler

Back to top button
x