ErhvervNyheder

Nye kaffeposer med plante-plast sparer tonsvis af CO2

Peter Larsen Kaffe arbejder målrettet sammen med moderkoncernen, svenske Löfbergs, på at erstatte oliebaseret plast med plast fra vedvarende råvarer i sine kaffeposer.

Peter Larsen Kaffe arbejder målrettet sammen med moderkoncernen, svenske Löfbergs, på at erstatte oliebaseret plast med plast fra vedvarende råvarer i sine kaffeposer. Nu er de første kaffeposer med 53 procent plast fremstillet af sukkerrør på vej til de danske butikshylder. Og det er kun begyndelsen.

Du vil næppe opdage den store forskel, næste gang du køber en af de klassiske poser med hele kaffebønner fra Peter Larsen Kaffe i dit lokale supermarked. Men faktisk er halvdelen af den plast, posen består af, lavet af sukkerrør i stedet for olie.

”De nye poser er et vigtigt element i Peter Larsen Kaffes og Löfbergs ambition om, at alle emballager skal være lavet af vedvarende eller genanvendt plast og være fuldt genanvendelige.Alene vores nye helbønne-poser vil spare klimaet for mere end 28 ton CO2 om året. Det svarer til at køre næsten 220.000 km i en almindelig bil,” fortæller kommunikations- og udviklingschef i Peter Larsen Kaffe, Lars Aaen Thøgersen.

Enormt miljøpotentiale i ny emballage

De nye kaffeposer er den foreløbige kulmination på de to kaffevirksomheders tætte samarbejde omkring emballager, men arbejdet er langt fra slut, forklarer Lars Aaen Thøgersen:

”Löfbergs i Sverige har arbejdet med plast af vedvarende råvarer siden 2018. Det er det viden, vi bygger videre på, for det er ekstremt kompliceret at udvikle miljøvenlig plast, der samtidig kan bevare kaffens holdbarhed, aroma og smag. Sammen arbejder vi nu videre mod det fælles mål, som er kun at have emballager af vedvarende eller genanvendt plast, der også er fuldt genanvendelige.”

De nye kaffeposer indeholder 53 procent plast fremstillet af sukkerrør, som er en ekstremt effektiv afgrøde. 1 hektar med sukkerrør kan blive til 3 ton grøn plast, og sukkerrørene kommer fra Bonsucro-certificerede farme. Det er garantien for, at de er dyrket og håndteret miljørigtigt. Poserne kan også genanvendes, hvis forbrugerne sorterer og bortskaffer dem sammen med den øvrige bløde plast i husholdningen.

Både fremstilling og bortskaffelsen af plast er afgørende for miljø og klima, understreger Lars Aaen Thøgersen:

“Der er et enormt klima- og miljøpotentiale i at udvikle emballager fra alternativer til den traditionelle plast, som er baseret på olie. 40 procent af de 320 millioner ton plast, der bliver fremstillet i verden om året bliver brugt til emballager.”

Fællesskab vil eliminere kaffespild

Lars Aaen Thøgersen tilføjer, at kun halvdelen af de 320 millioner ton plast bliver brugt mere end en gang. Resten bliver brændt eller ender i naturen. Derfor samarbejder kaffevirksomhederne på tværs af Øresund intensivt for også at sikre genanvendeligheden af kaffeposerne, og i det hele taget maksimere andelen af miljøvenlig og genanvendelig plast i alle materialer.

Den indsats er en vigtig del af en langt større sammenhæng, som forbrugerne også får en introduktion til på de nye kaffeposer. Her optræder nemlig, udover det velkendte Peter Larsen Kaffe-logo, også logoet for Circular Coffee Community. Et fællesskab grundlagt af Peter Larsen Kaffe og Löfbergs, som sammen med kaffefarmere, andre virksomheder, organisationer og forbrugere arbejder for at gøre kaffe til en rent cirkulær ressource og eliminere alt spild i forbindelse med både produktion og forbrug af kaffe.

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close