FodboldNyhederSport

FC Midtjylland tager et point i Brøndby med syv akademispiller på banen

Der var masser af chancer i begge ender, men det forblev ved 1-1 i en kamp, hvor Ronnie Schwartz med sin scoring bragte sig alene i spidsen af topscorerlisten, og hele syv akademispiller var på banen

Tidligere møder de to klubber imellem har bragt stor underholdning i form af drabelige opgør med massere på spil. Denne sommeraften på Vestegnen var der lige knap så meget på spil rent kollektivt for de to mandskaber; FC Midtjylland havde allerede sikret klubbens tredje mesterskab, og Brøndby havde misset en placering blandt ligaens tre bedste. Ikke desto mindre var der en potentiel topscorertitel på højkant – her kunne Ronnie Schwartz sparke sig op i en førende position.

Kampens dommer, Morten Krogh, blæste op, og herefter skulle der ikke gå mere end 13 sekunder, før vi havde opgørets første forsøg. En giftig flugter fra BIF’s Jesper Lindstrøm tvang Mikkel Andersen ud i en fornem redning, og så var kampen skudt i gang. Første halvleg bølgede frem og tilbage, fra ende til ende med fuld fart over feltet.

Otte minutter inde i opgøret erobrede FCM-forsvaret bolden på midten af banen, og herfra gik det stærkt. Bolden blev overdraget til Ronnie Schwartz, som fandt Anders Dreyer på siden, der efter et par finurlige driblinger fandt selvsamme Schwartz i dybden. ”Plaffeministeren” var iskold og overlistede Marvin Schwäbe i Brøndby-målet. Kampen stod 0-1, og Ronnie Schwartz indtog hermed pladsen som nummer ét på topscorerlisten.

BIF havde kun lige givet bolden op før midtjyderne igen var farlige. Awer Mabil udfordrede Rosted og gled ubesværet forbi. Fra en position ved baglinjen fandt Mabil via et elegant chip Sory Kaba på bagerste stolpe, som lige akkurat styrede bolden ved siden af netmaskerne.

Få minutter efter den store FCM-chance fandt Brøndbys Simon Hedlund sin angrebs-kollega, Mikael Uhre, på forreste stolpe med et fladt indlæg. Uhre fik via en midtjysk forsvarer skovlet bolden i kassen. 1-1 lyste måltavlen på Brøndby Stadion, og kampen var kun 12 minutter gammel.

Efter 22 minutter spøgede Mikael Uhre atter. Et fladt indlæg forvoldte igen problemer i FCM-defensiven, men angriberen fik ikke træf på bolden, og FCM’erne kunne afværge.

FC Midtjylland forsøgte at svare igen et kvarter efter, da Evander skruede bolden ind fra hjørnesparksflaget og fandt Rasmus Nicolaisen, som flot steg til vejrs og stangede bolden på overliggeren. Til Nicolaisens store ærgrelse førte forsøget ikke til blafrende netmasker.

Morten Krogh piftede i fløjten. Der stod 1-1 efter en vanvittig første halvleg.

Kampbilledet fra de første 45 minutter stod uændret i anden halvleg.

Begge mandskaber kom ud fra omklædningen som lyn og torden – det høje tempo og det fremadrettede spil fortsattes.

10 minutter inde i anden halvleg fandt Evander, efter endnu et veludført hjørnespark, Marc Dal Hende, der pandede bolden i sidenettet. Fællesnævneren og udslagsgivende for begge mandskaber i de sidste 45 minutter var manglende skarphed på den sidste tredjedel.

Ronnie Schwartz fik efter 83 minutter en gylden mulighed for at udbygge sin føring som ligaens topscorer, da Mikael Anderson på fornem vis satte ham op. Denne gang var en listig afslutning ikke nok – Schwartz sendte bolden til målspark.

Det endte med pointdeling og et uafgjort resultat, i hvad der blev en intens og topunderholdende fodboldkamp mellem to veloplagte mandskaber, hvor hele syv af vores akademispillere var på banen.

Ræset om at blive Superligaens topscorer fortsætter med Ronnie Schwartz i spidsen.

Foto: Min By News

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close