FodboldNyhederSport

FCM truppen til Guldfesten på MCH Arena

I aften løfter FCM fortjent DM-pokalen, men inden da skal AaB besejres, og her har du de kampaktuelle spillere

Tim Sparv er blevet sin skade kvit og er med i truppen til opgøret mod AaB. Med er også Jens-Lys Cajsuste, efter overstået karantæne, samt Erik Sviatchenko, Joel Andersson, Paulinho og Lasse Vibe.

Truppen mod AaB
1. Jesper Hansen
3. Tim Sparv
5. Marc Dal Hende
6. Joel Andersson
9. Sory Kaba
10. Evander
11. Awer Mabil
14. Alexander Scholz
20. Rasmus Nicolaisen
26. Lasse Vibe
28. Erik Sviatchenko
29. Paulinho
31. Mikkel Andersen
34. Mikael Anderson
36. Anders Dreyer
38. Frank Onyeka
40. Jens-Lys Cajsute
89. Ronnie Schwartz

Udsolgt guldfest
Alle billetter til søndagens mesterskabsfest på MCH Arena er udsolgt.

Efter fælles aftale klubberne imellem vil fans med tilknytning til de gæstende hold ikke have adgang til kampene i slutspillet.

Følg kampen
Kampen vises direkte på TV3 Sport og Viaplay med start kl. 19:00. Opgøret kan også følges via Twitter og vores fan app.

Foto: Benny Lind – Min By News

Tim Sparv ser frem mod en emotionel afslutning

Selv om mesterskabet for længst er afgjort, og der derfor hverken er vigtige point på spil for hjemmeholdet eller for de nordjyske gæster, der maksimalt kan nå en fjerdeplads i 3F Superligaen, så markerer kampen noget andet og mere end en mesterskabsfejring. Det markerer også enden på en æra. For når dommeren i søndagens opgør fløjter for sidste gang, så har finske Tim Sparv også spillet sine sidste minutter for FC Midtjyllands mesterhold. Og det er bestemt noget den normalt ellers så emotionelt afbalancerede finske midtbanemotor godt har kunnet mærke, siden beslutningen blev offentliggjort tirsdag i denne uge.

– Det har været en meget speciel uge allerede. Det har været emotionelt at sige farvel til alle menneskerne i en klub, hvor man har været i seks år, og hvor man har haft det godt, siger Sparv om en uge, der også har budt på overraskelser for den utroligt populære finne.

– Jeg er normalt ikke den emotionelle type, jeg er vel ret afbalanceret rent følelsesmæssigt, men jeg fik da en tåre i øjenkrogen, da jeg sagde farvel til trænerteamet og takkede dem for deres betydning, siger Sparv, der i søndagens kamp mod de nordjyske gæster fra AaB kan spille sin kamp nummer 172 for FC Midtjylland.

Chokeret over egen status 
Tim Sparv har siden tirsdag også fået et indblik i den status han har fået for rigtigt mange midtjyske fodboldfans. Og også den betydning han har for klubbens fans, har overrasket ham.

– Jeg er lidt i chok over at finde ud af at jeg er så populær blandt klubbens fans. Men jeg er sindssygt taknemmelig for den støtte jeg har fået gennem min tid i klubben. Jeg er jo bare en fodboldspiller, der kom til klubben og forsøgte at gøre det så godt jeg kunne. Og det har været et privilegie at spille for klubben og for fansene, fortæller den finske landsholdsanfører, der siden sin ankomst i 2015 har været med til at vinde tre danske mesterskaber og en pokaltitel. At han har været med i klubbens mest succesfulde periode, er bestemt også noget, der har gjort indtryk på midtbanegeneralen.

– Det har jo været helt fantastisk at være en del af den udvikling som klubben har gennemgået. Vi er jo gået fra at være en mindre klub til at være en mesterskabskandidat. Og tre mesterskaber og en pokaltitel på seks år er fantastisk, siger Sparv om tiden i klubben.

Afslutningen i klubben kunne da heller ikke blive mere perfekt for Sparv, der glæder sig til at løfte den tredje mesterskabspokal inden turen går imod en endnu ukendt destination i karrieren.

Intet er på plads endnu 
Hvor den næste destination så er, det ved den snart forhenværende midtjyde endnu ikke. Men han er fortrøstningsfuld og meget opsat på at finde det helt rigtige sted, også set i forhold til rollen som finsk landsholdsspiller. Derfor har han også takket nej til et par eksotiske destinationer.

– Jeg er meget ydmyg omkring min situation lige nu. Jeg ved godt at klubberne har økonomiske udfordringer grundet Coronapandemien og samtidig så er jeg jo heller ikke helt ung mere, siger Sparv, der som finsk landsholdsanfører ikke har følt at tiden var inde til et eksotisk eventyr.

– Jeg er åben for det meste og mon ikke der falder noget på plads inden for de kommende 14 dage, siger Tim Sparv, der heller ikke afviser at han bliver i Danmark.

– Jeg glæder mig til at få en ny udfordring i et nyt træningsmiljø. Det ser jeg frem til efter seks år i den samme klub, men om det bliver i Danmark eller udlandet, det må tiden vise, siger den finske midtjyde inden han slutter af med at understrege at de seks år i FC Midtjylland har været fantastiske.

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close