GalleriLivsstilNyheder

Sommerferie: En dag i Djurs Sommerland

En udflugt til Djurs er ensbetydende med fart og spænding i de mange rutschebaner, og hygge i de hyggelige afslapningsområder.

Vi havde sat kursen mod et af de mange ferietilbud i Danmark i vores sommerferie. For vi har i vores lille  skønne land nogle af Europas bedste forlystelsesparker.

Og parken på Djursland skulle være særlig familievenlig, I 2019 fik Djurs Sommerland prisen ”Europas Bedste Familiepark” ved Park World Excellence Awards. Med det vidste vi faktisk ikke noget om, da vi pakkede bilen og satte kurs mod Nimtofte.

Vi ankom til parken med middagstid, hvor man nok godt kunne se at parken ikke havde helt samme ryk ind, som normalt, for vi kom til at parkere i række 20, hvilket under normale forhold er ret usædvanligt, ud fra det lidt sene ankomsttidspunkt, men vi skulle ikke beklage os.

Jeg have medbragt mit helt eget dommerpanel, bestående af mine børn, på henholdsvis 7, 10 og 12 år, samt Djævelens advokat selv, i form af min skønne kone, så ingen kunne føle sig sikker i Djurs den dag.

Da vi kom ind i parken, fandt vi først et bænkesæt, hvor vi kunne spise nogle af de medbragte sandwiches. Derefter stod den på en tur ud i parken. Vi startede rundturen i Wild Asia. Her gik de mindste i gang med at prøve de første forlystelser: Safaribussen og Jungle Rally, inden turen gik til en gammel klassiker ”Long Cun Expedition”, eller som den nok altid vil hedde: Træstammerne.

Vi lod de to store forlystelser være til at starte med, da der var ret lang kø og fortsatte til en hoppetur på trampolin, inden vi tog ”Thors Hammer” i Vikingeland.

Herefter fik vi en kæmpe snurretur i Abekatten i Afrikaland, inden det blev tid til en stor is i Westernland og lidt pause til maven.

Nu var det så blevet tid til Piratland, hvor det vildeste vandplask ventede, efter et 22 meter langt drop i ”Skatteøen”. En helt vildt fed tur, som varmt kan anbefales. Skatteøen er en af de forlystelser, der skal bæres mundbind i, men det har altså ingen indflydelse på, hvor sjov den er. Omvendt vil jeg nok påpege, at alt for mange ikke er ret gode til at overholde de retningslinjer, der er for, at vi kan have en sikker dag, når man er mange sammen. Så Danmark ”Stram op”! Vi ved, I kan.

Herefter fortsatte vi til ”Søulken”, hvor selv den mest søstærke pirat kunne få lidt snurren i maven, med det betød ikke noget for de yngste i test panelet. Køen var ikke så lang, så det blev lige til tre ture, inden det var tid til en togtur rundt i hele Djurs Sommerland. Da vi igen var tilbage ved vores station, og den til dagen lejede trækvogn, skulle vi lige have en sandwich igen, og det var tid til planlægningen af resten af dagen.

For når man besøger en velbesøgt forlystelsespark, midt i sommerferien, må man forvente en del ventetid. Særligt ved de store rutschebane, kan man let stå i over 45 minutter, og derfor havde vi gemt dem til sidst på dagen. Men inden da skulle vi lige forbi Bondegårdsland, hvor ”Den Vilde Hønsejagt” blev efterfuldt af en ridetur på de skøre grisebasser i ”Svinestien”.

Dernæst blev det tid til jagten på Azteker-kongens juvel, for fuld fart gennem heftige sving og smalle kløfter i den mexicanske jungle. ”Juvelen” er en rigtig sjov og hæsblæsende ATV-tur, hvor man bliver sendt afsted med 85 km i timen. Det var så sjovt, at der skulle to ture til, inden vi måtte over til dagen sidste forlystelse.

DrageKongen er en 825 meter lang tur, hvor benene svæver frit i luften. En tur der går op i 30 meters højde, inden man suser ned gennem en underjordisk hule med knivskarpe sving.

Vi kom desværre ikke i ”Piraten” eller ”Tigerne” denne gang. Der var simpelthen ikke mere tid, og vi havde prioriteret at prøve flere ting end at stå i kø, men næste gang skal vi prøve dem. Vi havde på forhånd bestemt, at turen ikke gik i Vandland denne sommer, men det skal helt sikkert også prøves.

Tre positive ting:

  • Rigtig gode forlystelser, hvor man føler sig sikker, selv om de suser i maven.
  • Et rigtig flot og velanlagt Sommerland, med gode afslapnings og madpakke muligheder.
  • Personalet skal have ros. Alle, vi mødte, var glade og spurgte ind til, hvordan oplevelsen var, og når man (særligt børnene) fortalte, hvad de havde prøvet, kom de med gode og interessante forslag til de næste ture.

Jeg vil godt endnu en gang lige opfordre til, at man tænker sig godt om, når vi er mange sammen. Husk at følge de råd, vi alle godt kender. Jeg ved godt, det kan være svært, når man står i en kø, i over en halv time, men der er faktisk sat afstandsmærker op. Og undgå at røre ved alting, det er der jo mange tusinde, der gør den samme dag.

Men hold nu op en sjov tur i Djurs. Bare dagen havde været lidt længere. Vi kommer sikkert igen. Hvem ved? Måske måske allerede til efteråret til ”Magisk Halloween”, når parken pyntes op med over 25.000 græskar.

Kø er bare ikke sjovt, men det er en naturlig del af at besøge et sommerland i højsæsonen. Derfor vil vi, næste gang vi planlægger en tur til Djurs Sommerland, nok besøge parken på et andet tidspunkt. For prisen er den samme, men de meget lange køer er blevet noget kortere, og dermed kan man nå mange flere ture i sin yndlings forlystelser.

Djurs Sommerland skal have fire stjerner ud af fem. Vi kan varmt anbefale den for hele familien, så tag gerne bedstefar og bedstemor med, for det er bare ”Sjovere for alle”.

 ★★★★☆

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close