ErhvervNyheder

Byggepladsen opruster med “problemknuser”

Kendt ansigt på kvalitetsfondsbyggerier i Region Midtjylland er det fjerde og sidste ben i det nye ledelsesfirkløver på Byggepladsen i Gødstrup.

– Jeg skal finde de 10%, der ikke virker – og få det til at virke!

Sådan siger den nye viceprojektdirektør, Asger Schou, om den opgave, han er blevet ansat til at løse. Mandag 17/8 havde han første arbejdsdag som en del af projektledelsen.

Det er noget af en kompetence, som bydes velkommen i Projektsekretariatet i Gødstrup.

Asger Schou er uddannet civilingeniør og har mange års erfaring med store og komplekse byggerier og har tidligere gennem 3 år bidraget til at færdiggøre både Det Nye Universitetshospital i Aarhus og den nye akutmodtagelse på hospitalet i Viborg.

I april 2019 sagde han dog farvel til Region Midtjylland til fordel for et job hos Rambøll A/S som projektdirektør, men allerede nu kan kollegerne sige velkommen tilbage til det kendte ansigt.

– Jeg kan godt lide, når alt begynder at spille. Her er pulsen lidt højere. Der sker mere her. Det er rart, siger Asger Schou om sin tilbagevenden til de regionale byggepladser.

Ekstra ressource i slutspurten

Byggeriet i Gødstrup er under færdiggørelse og flere entrepriser er allerede afleveret fra entreprenørerne til Projektsekretariatet DNV og Hospitalsenheden Vest.

Men der er udfordringer i forhold til færdiggørelsen af den største etape, Etape 1, som udgør ca.100.000m2. Her får den nye viceprojektdirektør en særlig rolle i forhold til at lede dette byggeri godt i mål og medvirke til at sikre, at byggeriet også er klar til drift.

– Jeg tænker, at vi skal søge løsninger i samarbejde med entreprenørerne, men samtidig stå fast på det vi har bestilt, fordi tingene skal fungere for hospitalet. Hvis det bliver nødvendigt, må vi også blive entreprenante over for vores samarbejdspartere, siger han om sin nye rolle.

I samarbejde med kollegaerne i Projektsekretariatet og driftsafdelingen på HEV, vil byggeriet med stærke ressourcer kunne drage fordel af erfaringerne fra idriftsættelse bl.a. af Det Nye Universitetshospital i Aarhus.

Asger Schou kommer til at referere direkte til projektdirektør Carsten Kronborg og vil indgå i den daglige ledelse af Projektsekretariatet DNV. Ledelsen vil herefter bestå af projektdirektør Carsten Kronborg, viceprojektdirektør Asger Schou, kontorchef Anders Larsen og medicoteknisk chef Lars Hansen.

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close