Det bli'r sagt!KulturKultur/EventTil anbefaling

Andreas Bo gider ikke være klassens klovn…

...… men han gider godt mene noget. Og han tør også udfordre os på de holdninger, vi sommetider helt har glemt, at vi sikkert ikke havde, når det kommer til stykket.

Måske startede det hele for alvor den dag nyheden om Yahya Hassans død ramte et overfyldt nyhedsfeed. Andreas Bo blev ked af det. Han var 24 år gammel, Yahya Hassan, samme alder som Nik og Jay havde, da de udgav hittet ’En dag tilbage’, påpeger han. Den der sang, der handler om alt det, de to ville foretage sig i en sky af bounce og biler, hvis de havde en enkelt dag tilbage på jorden.

”Det var summen af det hele. Jeg er 53 år gammel – jeg har toppet aldersmæssigt, det er jeg med på, men Yahya Hassan var et ungt menneske og erkendelsen af, at han havde samme alder, da han døde, som de to gutter, der synger ubekymret om den sidste dag… Jeg fik bare den tanke, at det fandeme helst ikke må være drømmen om nye alufælge, der skal fylde nogens sidste tid,” siger Andreas Bo.

Hvor sær sammenligningen umiddelbart kan forekomme, så tag dig tid til at dvæle lidt ved tanken… Giver det mening at længes efter en særlig solnedgang og nøjes med et omkvæd eller et Facebook-fatamorgana, der i forbifarten ligner noget, der kunne være meningen med det hele? Og er der en ide i, at vi evigt og altid skynder os med at mene noget om det meste og de fleste, hvis vi ikke har tid til at hæfte os ved øjeblikket – og hvad det mon betyder?

Andreas Bo vidste godt, at hans nye show, der havde premiere d. 17. september på Bremen i København, skulle hedde #Skarp. Det har han vidst længe – og fra den dag af vidste han også, at han ville ud og have publikum i tale om tid. Hvordan vi nemt spilder den på et hashtag, som i virkeligheden ikke vedkommer os. Hvordan vi mener for meget om for lidt, og derfor nemt mister overblikket, nattesøvnen og evnen til at grine af os selv.

 Sov godt

Han er 53 år gammel og kæreste med Katrine Wadil der er 35 år, designer og smuk. Og det kan man roligt mene, hvad fanden man vil, om. Han er far til to, eksmand til en – og det lærte han en del af, bonusfar til flere og bliver kaldt komikkens kamæleon. Han er sjov – måske grænsende til grov; mest fordi han har sine meningers kompromisløse mod – og så har han øvet sig flittigt siden han fik sit gennembrud i Cirkusrevyen i 2007, på at dosere sine holdninger ret præcist. Han gider ikke bruge sin tid på ligegyldigheder – og Ice Bucket-challenges og amerikanske tendenser ukritisk importeret i blind benovelse, falder i den kategori, hvis nogen er i tvivl. Til gengæld gider han godt bruge sin tid på at optræde i halvfyldte sale, hvis dem, der tager plads, er det publikum, han kender. Dem, der ved hvad han står for.

”Jeg er ikke typen, der takker ja til indholdsløse underholdningsprogrammer, hvor man beder talentfulde mennesker, der faktisk kan noget, underholde med at stikke en pind i en lort. Jeg gider ikke være klassens klovn. Så vil jeg hellere optræde for halvfyldte sale, hvor de mennesker, der er der, er kommet, fordi de er med på præmissen om, at vi vil hinanden noget,” siger han.

Covid-19 er en omstændighed, så salene er halvfyldte på turneen, der lige er startet og slutter i december på Sjælland. Ellers var de nok ikke. Andreas Bo har et stort publikum – og han er rejsende i et emne, de fleste af os, også, har en holdning til; sociale medier, holdninger, mod – og hinanden.

”Jeg har været med på de sociale medier fra starten, så når folk siger, at jeg ikke er målgruppen, så tager de fejl. Jeg har skullet forholde mig til det længe – og det har jeg lært, så det at være en del af sociale medier nu er en glæde for mig – i stedet for en irritation. Det er potentielt et stressende sted at opholde sig, fordi der hele tiden er noget, man skal tage stilling til; mit nye show tager udgangspunkt i, hvordan man kan vende det rundt. Jeg lover, at hvis folk tager budskabet til sig, så får de deres nattesøvn tilbage. Måske ovenikøbet undervejs i showet,” griner han.

Enestående flokmentalitet

Det er flittigt studeret, og de fleste undersøgelser indikerer, at der er sammenhæng mellem sociale medier og stress.

”Der er hele tiden nogen, der vil have dine holdninger. Netaviser og sociale medier kræver på en vældig snedig måde hele tiden din opmærksomhed og dit engagement, og fordi vi er blevet så bange for at gå glip af noget, så reagerer vi. Når B.T. bringer en artikel om et eller andet, så vil de prompte vide, hvad du mener om sagen; får kvinden her for meget, for lidt eller lige tilpas løn? For fanden, hvad skete der med kildekritikken. Kunne de ikke gøre deres arbejde og undersøge sagen selv? Men altså, hvis man har det fedt med det, så skal man jo bare klø på, men mig stresser det altså,” siger han.

Det ene ord tager let det andet – og til sidst risikerer vi at miste mælet. Vi bliver – i vores iver efter at være enestående – endnu en i flokken af meningsløse holdninger.

”Altså, Sofie Linde-sagen. Det rager jo ikke mig, for jeg er ikke en af de kvinder, der er blevet seksuelt krænket eller har fået mine grænser overskredet, så hvad ved jeg… men jeg bliver rasende over, at det bliver taget for givet, at jeg stiller mig op inde i Operaen og klapper taktfast ad et budskab, jeg ikke har fået lov til at forholde mig til. Det er bare flokmentalitet – og det er farlig, for hvad betyder det så?”

 

Det handler om vores higen efter at skrive os selv ind i en historie, vi synes virker væsentlig, siger han. Når vi går på gaden og demonstrerer for Black Lives Matter, så overser vi fuldstændig det faktum, at vi ikke er en del af sagen. Vi er borgere i et velfærdssamfund, hvor alle har krav på 10 års skolegang, de fleste får en videregående uddannelse og alle kan frit taget del i demokratiet. ”Så, hvorfor fanden skal vi forholde os til Black Lives Matter, når det ikke er et problem, vi har? Vi har så andre problemer i forhold til at kunne finde ud af at integrere mennesker ordentligt, men dem taler vi helst ikke om, ”konstaterer Andreas Bo. Og foreslår, at vi i stedet taler om det, der reelt er vores virkelighed.

”Da jeg afsluttede gymnasiet, dansede vi lancier (og det lyder fransk, men er pæredansk og en gammel tradition, red.). Nu holder de prom og ankommer i limousiner til festen. Hvad er det, vi gerne vil med det? Hvorfor holder vi Halloween, når der findes et udmærket koncept, som hedder fastelavn?”

Fetterleins fisse

Måske er svaret, at vi gør det, fordi vi gerne vil være en del af den kultur, vi for det meste ser for os, funderer Andreas Bo. En verden, vi ved findes, fordi vi dagligt snubler ind i den på sociale medier, på streamningtjenester, reklamer og i TV; den globale drøm, hvor alting ligner en million i lyset af Brooklyn Bridge – og alt for sjældent det, det i virkeligheden er; noget der er løgn. Det bliver svært at overskue, hvad det væsentlige kunne være; Ghita Nørbys fejde med en ung journalist, den globale klimakrise, Trumps tweets eller Arne og hans pension. Måske intet af det.

”Det er for poppet med de der fællesholdninger, vi ofte indtager – og i øvrigt er de ved nærmere eftersyn ofte lidt skrøbelige. Der sker meget ofte det, at når du præsenterer et menneske, der på de sociale medier er erklæret klimaaktivist, for det synspunkt, at hans holdning altså må betyde, at familien så ikke kan have to biler holdende i indkørslen, så mener han ligesom ikke længere, at det er noget, han har meldt sig til,”

Alle vil vide, hvad du mener om alting. Der er hele tiden nogen eller noget, der kræver din opmærksomhed, og på Facebook er publikummet potentielt stort.

”Der er forskel på Facebook-venner og på venskaber,” siger Andreas Bo, der selv mirakuløst er lykkedes med at opdrage to børn på henholdsvis 22 og 25 år, som ikke har opdateret deres Facebook eller Instagram det seneste år. Til gengæld meldte den ene af dem sig ind i Vestres Ungdom, da han var 15. Absolut ikke en holdning eller handling, der er integreret via det fædrene ophav. Den beslutning har han helt selv truffet.

”Det er jeg stolt over. Mine børn tager ikke selfies eller portrætterer morgenmadsprodukter på sociale medier, de spiser dem og fører en samtale med os andre hen over bordet. Min kærestes børn, som er noget yngre, ermåske derfor lidt mere poppede, men jeg gør en indsats hver evigt eneste dag, for at minde dem om, at man gerne må have sin egen mening – men ikke behøver have det til alt,” siger han.

Han tager sin tid alvorligt. Andreas Bo har klaret sig godt. Så godt, at hans revisor jævnligt må bede ham om at lukke røven, når han brokker sig over, hvor meget han skal betale i skat. Hun siger, at han skal huske på, at når han skal bidrage med 400.000 til velfærdsstaten, så er det kun, fordi han selv har haft noget nær samme beløb til at bruge på skiftende kærester, biler og boliger i løbet af året. Og hun har måske en pointe, smiler han.

”Det er altså min tur til at bidrage, fint nok – men jeg har også ladet mig fortælle, at det er Arnes tur… Lad os tale lidt om det. Jeg synes jo længe, at det har været Arnes tur,” siger han. ”Hvis vi nu for fanden da bare gad kigge på hinanden og være ærlige, så tror jeg, vi ville erfare, at vi lever i et land, der klarer sig ret fint indenfor de parametre, som vi traditionelt måler et lands overordnede trivsel på; ingen korruption, lille økonomisk ulighed, deltagelse i demokratiet, så, hvis det er min og Arnes tur nu – så vil mene, at det også er Amin Jensens tur til at kommet i buffeten og Frederik Fetterleins tur til at få fisse,” konstaterer han.

Der er noget, vi er ved at sætte over styr i vores iver efter at være en del af det hele. Når vi godtager, at vi skal diskutere, om det stadig går an, at Shu-bi-dua, i et mere end fyrre år gammelt nummer, proklamerer, at ”de varme lande er noget lort”, så er det på tide at få tag i selvironien igen, fastlår Andreas Bo. Undskyld mig, men i et land, hvor langt det meste er en gave, hvis vi gad bruge det ordenligt, så synes jeg eddermame, at man begynder at få en fornemmelse af, at der er flere af vores landsmænd, der kvalificerer sig til mellemste invalidepension, når vi diskuterer den slags i bedste sendetid. Det er sgu for ubegavet, altså.”

Sådan siger han. Og det hele, nej – det meste måske, eller noget af det i alt fald, er sagt med et smil. Resten er helt til grin. Det siger han selv, og det er det, der gør os i stand til at genvinde kontrol over både nattesøvn og velbefindende. Det kræver kun den rette holdning…  Måske skal tage os tid til at grine lidt af os selv – men mest af Andreas Bo.

Se turneplan og læs mere om #Skarp på www.andreasbo.dk

 

 

 

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close