ErhvervNyheder

Nu stopper toget på Gødstrup Station

Med 30 daglige afgange - i hver retning - er Gødstrup Station nu et vigtigt forbindelsens led mellem Regionshospitalet og Regionspsykiatrien i Gødstrup og ud til store dele af det optageområde patienterne kommer fra.

I årevis er toget bare kørt i fuld fart den lille perron 200 meter fra hovedindgangen i til hospitalet Gødstrup. Men mandag i denne uge sænkede Arrivas grønne tog for første gang farten, for at lægge an til at stoppe på Gødstrup Station.

En af de første der stod af toget var medlem af brugerrådet og formand for Parkinsonforeningen Allan Bergholt.

Han var i dagens anledning blevet inviteret på togtur og rundvisning i det kommende hospital, og han var ikke i tvivl om betydningen af at have en togstation lige udenfor hovedindgangen.

– Det er rigtigt godt. Så mangler vi bare at hospitalet åbner, men det kommer jo senere. Nu har vi infrastrukturen og tilgængeligheden i orden. Det er ekstremt vigtigt, for det er ikke alle, der har egen bil eller en pårørende, der kan køre. Det er enormt vigtig med offentlig transport, siger Allan Bergholt.

 

Glæden over at der nu kører tog til Gødstrup var stor, både hos medlem af brugerrådet Allan Bergholt og hospitalsdirektør Poul Michalsen. Foto: Rune Borre-Jensen, Koncernkommunikation

Kommer også medarbejderne til gode

Det er ikke kun patienter og pårørende, der vil få mulighed for at tage toget til hospitalet. Også mange af de ansatte, der bor i nærheden af stationer på banestrækningerne Vejle-Struer og Aarhus-Herning-Struer kan med fordel tjekke køreplanerne for at se, om togtiderne kan passe med deres arbejdstider.

Det meste af dagen vil der nemlig være to afgange i hver retning hver time, og rejser man mod øst vil man hver time kunne komme helt til Aarhus uden at skulle skifte tog.

Derfor var det da også en glad hospitalsdirektør, der var med på perronen på indvielsesdagen.

– Det er en glædelig milepæl, at nu stopper toget her på Gødstrup Station. Om et halvt års tid vil der hver dag møde godt 2000 medarbejdere ind her – og derudover vil der være mange patienter og pårørende. Derfor er det dejligt, at vi nu kan sætte flueben ved en af de afgørende brikker i infrastrukturen omkring hospitalet, siger Poul Michelsen.

Gødstrup Station og hospitalskomplekset set fra oven. Dronefoto: Rune Borre-Jensen, Koncernkommunikation

Fakta og Fun-Facts

 

Fakta:

Toget er fire minutter om at køre mellem Herning station og Gødstrup Station. Prisen er 23 kroner for en enkeltbillet, men det er billigere med rejse- eller pendlerkort. Der er hver time direkte forbindelse til og fra Århus.

Toget er 30 minutter om at køre fra Holstebro Station til Gødstrup Station. Prisen er her 61 kr. kroner for en enkeltbillet, men det er billigere med rejse- eller pendlerkort.

Funfact:

Det er faktisk ikke første gang, der bliver indviet en togstation i Gødstrup! Den oprindelige Gødstrup Station åbnede samtidig med jernbanen i oktober 1904. Der var dengang tre daglige afgange/ankomster. Den gamle stationsbygning blev tegnet af arkitekt Heinrich Wenck, og blev i 1969 solgt til privat beboelse. Bygningen står stadig nær Gødstrup Sø.

DNV-Gødstrup - Det Nye hospital i Vest.

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x