Kultur/EventNyheder

Naturkraft klar med program for fire dags-arrangementet Krydsfelt

Lokale kræfter og landskendte navne krydsbefrugter natur og kultur i jagten på den grønne omstilling til nyt fire dags-arrangementet

Fra den 27. til 30. maj vil Krydsfelt i Naturkraft krydsbefrugte naturvidenskab og kultur. Missionen med arrangementet er at gøre den grønne omstilling håndgribelig i et lokalt dagligdagsperspektiv – en meget relevant mission for Naturkraft, som dagligt sætter fokus på bæredygtighed og naturens kræfter i oplevelsesparken ved Ringkøbing. Nu er programmet for Krydsfelt-dagene klar, og deltagerne kan glæde sig til at opleve en bred vifte af stærke lokale aktører blandet med landskendte navne som Mads Langer, Thure Lindhardt, Jan Gintberg, Jesper Theilgaard og Micki Cheng. Arrangementet markerer samtidig genåbningen af Naturkraft efter den lange corona-nedlukning.

Hvis Danmark skal lykkes med den grønne omstilling, skal bæredygtighed og klima gøres håndgribeligt i et lokalt perspektiv, der passer ind i en travl hverdag. Og én af måderne at gøre det på er, ifølge arrangørerne bag Krydsfelt, at kombinere videnskabens verden med kulturen.

Inspirationen til arrangementets krydsbefrugtning af naturvidenskab og kultur kommer fra H.C. Ørsted og H.C. Andersen, som tilsammen udgør Danmarkshistoriens mest betydningsfulde eksempel på en sådan krydsbefrugtning. De to herrer fornemmede, at det er i krydsfeltet mellem vidt forskellige syn på verden, at den bedste version af fremtiden bliver skabt.

Denne tilgang er arrangørerne bag Krydsfelt inspireret af, og derfor er programmet for de fire dage også en blanding af stærke lokale aktører fra Ringkøbing-Skjern og omegn og landskendte navne indenfor både kultur, videnskab og grøn omstilling, der sammen skal skabe et væld af underholdende og inspirerende aktiviteter.

Gæster kan blandt andet opleve:
Musiker Mads Langer og to lokale børn diskuterer bæredygtighedsdilemmaer fra hverdagen med bæredygtighedsudvikler hos Naturkraft Maria Kjærgaard og Ringkøbing-Skjerns Ungdomsråd i Klimapolet.

Direktør i Dansk Erhverv og tidligere kulturminister Brian Mikkelsen i en debat om krydsfeltet mellem kunst, natur og viden set med erhvervslivets briller med Thure Lindhardt som moderator. Dette krydsfelt vil fokusere på den grønne omstilling i relation til partnerskaber mellem kultur og erhverv – et indsatsområde hos både Dansk Erhverv og regeringen.

Micki Cheng fra DR-programmet Den Store Bagedyst arrangerer en madjagt, hvor børnefamilier kan gå på jagt i parken efter bæredygtig mad. Micki Cheng vil løbende bruge de forskellige fund til at kreere en opskrift live fra scenen.

Tidligere vejr-vært og nu klimaformidler Jesper Theilgaard deltager sammen med en række anerkendte forskere og kulturaktører i forskellige debatter om alt fra animalsk produktion, til klimaforandringer, fremtidens energikilder og bæredygtig produktion.

Det internationalt anerkendte Holstebro Dansekompagni viser en særlig danseforestilling i aftensolen.

Standupkomiker og TV-vært Jan Gintberg præsenterer med input fra den nationale eventplatform for fossilfri transport, WestWind Challenge, nye tanker og idéer for et TV-koncept, hvor kendisser krydser Danmark i en el-bil for at understrege værdien af klimavenlig transport.

Mød lokale aktører som UddannelsesCenter Ringkøbing Skjern, der deltager i flere af aktiviteterne – bl.a. i Folkeområdet, som er et gratisområde med udvalgte oplevelser fra arrangementet, heriblandt elbiler, tænketanken Frej og et besøg af Mads Langer og Jan Gintberg en af dagene.

Også Ringkøbing-Skjern Bibliotekerne er til stede lørdag, hvor de ”sætter strøm til transporten”. Her kan gæster bl.a. køre i elbil eller prøve kræfter med et elløbehjul eller en elcykel.

Madmødet, der har til formål at skabe en fælles bevidsthed og stolthed om de mange fødevarer, som Midt- og Vestjylland kan byde på. Madmødet henvender sig både til dem, der henholdsvis spiser, høster, tilbereder og bestemmer – med andre ord både folket, producenten, kokken og politikeren.

Fællessang med Mads Langer, Thure Lindhardt og det store Naturkraftskor, der er en sammensmeltning af en række lokale kor fra oplandet.

Alle dage vil der være et særligt program for børnefamilier – bl.a. kreative værksteder, ekspeditioner, quizzer, workshop, lege, labyrinter og meget, meget mere.

Hver dag har sit eget tema, der afdækker vigtige delelementer af den grønne omstilling:

Torsdag d. 27. maj: Åbningsdag

Krydsfelt åbner med politik, erhverv og forskning krydret med fælles musik- og danseoplevelser. Jesper Theilgaard tager temperaturen på klimaet. Mads Langer tager dine hverdagsdilemmaer op i Klimapolet. Om aftenen disker Holstebro Dansekompagni op med deres danseforestilling og Mads Langer synger for, når vi synger solen ned. Børn og deres familier vil denne dag kunne blive klogere på bæredygtighedens mange ansigter – f.eks. ved at deltage i Verdensmålsjagten eller den store Klimaquiz.

Fredag d. 28. maj: Fødevarer og landbrug

Denne dag sætter Krydsfelt fokus på maden, og hvor den kommer fra. Jesper Theilgaard sætter landbruget og forbrugerne sammen for at debattere fremtidens klimarigtige fødevareproduktion. Fredagen står også i børnenes tegn, hvor de kan komme på Madjagt med Micki Cheng og Naturkrafts formidlerteam. Denne dag kan børn og deres familier f.eks. lære mere om, hvor maden kommer fra, fødevarers CO2-udledning og klimaaftryk, biodiversitet og hvad der får små frø til at blive store, spiselige planter.

Lørdag d. 29. maj: Produktion og forbrug

Lørdag er produktion og forbrug af produkter temaet for krydsfeltet. Jan Gintberg tager os tæt på elbilerne i Folkeområdet, hvor du også selv kan prøve eldrevne køretøjer. Den lokalt fødte Tina Tarpgaard danser os rundt gennem naturens kræfter. Børnefamilier kan lørdag blive klogere på, hvordan vi mennesker egentlig påvirker jorden – f.eks. gennem vores affald og forbrug. Dagens sluttes af med Pernille Louise Sejlund og Jesper Theilgaards fælles klimakoncert.

Søndag d. 30. maj: Kyst og fiskeri

Vesterhavet sætter rammen for søndagen, og vi sætter kyst og fiskeri under lup. Klimatorium og Kattegatcentret kommer og formidler om sammenhængen mellem klimaet og havet. Børn og deres familier kan få et særligt indblik i, hvordan klimaforandringerne påvirker vores hav og kyst – og ikke mindst de dyr, der lever i det. Denne dag er samtidig Krydsfelts sidste dag, hvor Jesper Theilgaard og Christian Have samler op på indtrykkene fra de fire dage.

Se det fulde program på https://www.naturkraft.dk/krydsfelt/program

Fire enestående dage
Hos Ringkøbing-Skjern Kommune er der store ambitioner for det nye arrangement. Hans Østergaard (V), borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, fortæller:
”Med Krydsfelt har vi skabt et arrangement, som er helt enestående. Der er ikke blot tale om en række traditionelle kulturdage med optrædende på en scene, og det er heller ikke bare en faglig konference, der præsenterer ny og vigtig viden. Tværtimod er det den bedst tænkelige krydsning af disse to,” forklarer han og udtaler videre:
”Vi tror på, at det er med denne kombination af naturvidenskab og kultur, at vi bedst får formidlet til danskerne – og ikke mindst børn og unge – hvordan vi i fællesskab kan skabe en grønnere og dermed mere bæredygtig fremtid. Især når det kommer til det lokale og hverdagslige perspektiv. Netop derfor er vi stolte af, at så mange aktører og organisationer i Naturkrafts lokalområde har valgt at bakke op om og blive en del af Krydsfelt.”

Krydsfelt i Naturkraft følger naturligvis myndighedernes gældende retningslinjer for COVID-19 med bl.a. fremvisning af coronapas og gyldigt ID for alle over 15 år ved entré, brug af mundbind indendørs og en max kapacitet i antallet af gæster i overensstemmelse med det gældende forsamlingsforbud. Der opfordres derudover til at købe billetter på forhånd, da Krydsfelt i Naturkraft har et begrænset salg af billetter for sikre publikums tryghed og sikkerhed.

Krydsfelt i Naturkraft finder sted fra 27.-30. maj 2021.
Læs mere om Krydsfelt i Naturkraft på https://www.naturkraft.dk/krydsfelt og køb billetter på https://shop.naturkraft.dk/

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close