HelbredNyheder

Gåtur tværs gennem landet i en god sags tjeneste

Mark går fra Gedser til Skagen, for at sætte fokus på ensomhed hos voksne. I disse dage er han i Midtjylland.

“Når jeg står op om morgenen gør det ondt, og når jeg går i seng om aftenen, gør det ondt. Det var det samme, da jeg led af depression,” fortæller Mark Christensen.

Det er ca. fem år siden, han var der, og siden er han kommet ud på den anden side. Men ligesom for så mange andre, har coronanedlukningen haft indflydelse på hverdagen, og for Mark betød det, at han måtte tilbage på sofaen. Fem måneder senere besluttede han sig for at gøre noget. Både for sig selv og for andre, der ligesom ham, var endt i en tilstand af ensomhed under nedlukningen.

“Når jeg snakkede med mine venner, og jeg spurgte dem, hvordan det gik, så svarede de sådan lidt undvigende. Det kunne jeg godt genkende, og da jeg så så et billede, der blev lagt op på Facebook, af verdens længste gåtur fra Sydafrika til det helt østligste Rusland, så tænkte jeg, at det da var en god mulighed for at budskabet ud.”

Og budskabet er ikke til at tage fejl af:

“Selvom det er fucking hårdt, så kæmp videre. Det er den eneste måde, du kan komme ud af det på. Det er ligesom med denne her tur. Jeg fortsætter, og så kan det godt være, at dine problemer ikke er overstået på 31 dage, men hvis du ingenting gør, så kommer du ingen steder,” fortæller Mark Christensen.

Han er helt med på, at det lyder lidt nemt, men det ved han godt ikke er tilfældet.

“Jeg er heller ikke forberedt på det her. Jeg er på ingen måde I form. Medmindre kageform er en form. Jeg aner ikke noget om at bo i shelter, men jeg bliver bare ved. Det gjorde jeg også, da jeg led af depression.”

Mark Christensen går fra Gedser til Skagen, for at sætte fokus på ensomhed hos voksne. På sin tur får han tit besøg og følgeskab. Foto: Benny Lind – MinByNEWS

Med rygsækken på ryggen og et mål om at skabe noget opmærksomhed startede han i Gedser den 25. April, i morges (torsdag morgen) forlod han Funder, og i slutningen af måneden lander han i Skagen. Og på vejen fandt han ud af, at der måske nok er mange, som er ensomme derude, men der er også mange, der gerne vil hjælpe en mand, der har besluttet sig for at gå tværs gennem landet.

“Folk har været så helt enormt imødekommende og hjælpsomme. Jeg mangler ord for at beskrive, hvordan folk har taget imod mig. De har åbnet deres hjem og budt mig indenfor. De har fyldt mig med mad, og hvis jeg har haft brug for tøj, så har flere tilbudt, at jeg bare kunne tage noget af deres.”

For Mark har det været en øjenåbner, og en kærkommen én af slagsen.

I dag er han lidt over halvvejs på turen, og når han rammer Grenen, er mor og far klar til at sørge for, at han kommer hjem igen. Det kan også godt være tiltrængt, for så har han tilbagelagt mere end 600 kilometer på en måned.

Mark Christensen går fra Gedser til Skagen, for at sætte fokus på ensomhed hos voksne. Foto: Benny Lind – MinByNEWS

Du kan følge Mark I facebookgruppen “Gå Imod Ensomhed”, hvor han lægger opdateringer op om sin tur gennem landet.

Vi snakker med ham igen, når han er tilbage efter turen.

 

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close