NyhederPolitikTopnyheder

Mette F i Midtjylland: Centralisering er ikke en naturlov

Regeringen præsenterede et nyt stort udspil i Foulum ved Viborg. 7.500 nye studiepladser skal skabes uden for de store byer.

Torsdag eftermiddag præsenterede Mette Fredriksen regeringens nyeste udspil i en større plan, der skal skabe bedre balance og sammenhæng på tværs af Danmark, og helt i tråd med denne overordnede dagsorden var præsentationen flyttet fra Christiansborgs bonede gulve til den jyske muld ved Foulum ud for Viborg, hvor Aarhus Universitet har en afdeling for fødevare- og jordbrugsforskning.

“Centralisering er ikke en naturlov. Den stigende centralisering har bidraget til at afvikle frem for at udvikle nogle egne af landet uden for de store byer. Men vi skal have velfungerende provinsbyer, små bysamfund og levende landsdistrikter,” sagde statsministeren, der fremlagde planen “Tættere på – flere uddannelser og stærke lokalsamfund” sammen med indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek og uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Mette Frederiksen kaldte planen for “det næste store skridt”, der især fokuserer på at skabe 7.500 nye studiepladser uden for de fire store byer, for at give flere unge i hele landet bedre mulighed for at uddanne sig uden at være tvunget til at flytte væk fra lokalområdet.

Der oprettes eller udflyttes 25 uddannelser. I Midtjylland skal der laves en ny dyrlægeuddannelse netop i Foulum, hvor præsentationen fandt sted, mens Holstebro får nye kunstneriske uddannelser indenfor musik, dans og scenekunst. I Herning oprettes en socialrådgiver-uddannelse, og i Skjern en ny produktionsteknologi-uddannelse.

Til gengæld må de store universitetsbyer som Aarhus og Aalborg give afkald på studiepladser, idet universiteterne skal begrænse deres optag med 10 %, med mindre de opretter nye pladser uden for de fire store byer.

“Det er et kontroversielt værktøj, det ved vi godt. Men det er et strukturelt greb for at vise politisk ansvar og sætte en fod ned over for centralisering,” forklarede uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Udspillet rummer også en række andre tiltag, der skal styrke lokalsamfundene i hele landet, blandt andet med bedre adgang til lån i landdistrikterne, krav til kommunerne i forhold til bymidter, fornyelse af bymidter og lokale velfærdsfunktioner og styrkelse af lokal og regional journalistik.

Hele udspillet kan læses her: “Tættere på – Flere uddannelser og stærke lokalsamfund”

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x