112Nyheder

Anholdt i Bjerringbro tirsdag – dømt i Herning onsdag

To polakker fik straksdom for omfattende butikstyverier

Midt- og Vestjyllands Politis indsats mod omrejsende kriminelle gav tirsdag bonus.

Politiet anholdt to polakker, der har begået omfattende butikstyverier i Danmark. I dag fik de to en straksdom på fire måneders fængsel og blev udvist af Danmark.

En 42-årig polsk mand og en 26-årig polsk kvinde blev i dag, onsdag den 2. juni 2021, ved retten i Herning idømt fire måneders fængsel hver og udvisning af Danmark med indrejseforbud i seks år.

Straksdommen falder, efter de to tirsdag blev anholdt af efterforskere fra Midt- og Vestjyllands Politis mobile tyverigruppe, der sidder i politikredsens afdeling for central efterforskning.

Nummerplade genkendt ved grænsen
Efterforskerne har haft de to nu dømte i kikkerten, siden der i januar og februar blev stjålet varer fra en Matas-forretning i Herning.

Derfor har politiet været på udkig efter de to polakker og deres tysk-indregistrerede bil. Og da bilen i går blev genkendt ved grænsen via automatisk nummerpladegenkendelse, gik efterforskerne i gang.

”Vi har længe haft en formodning om, at de to personer ville komme retur til Danmark for at begå nye tyverier. På baggrund af godt efterforskningsarbejde og hurtig respons fra vores folk på sagen lykkedes det så i går at finde og anholde de to personer. Det er vi selvfølgelig meget tilfredse med”, siger fg. politikommissær Theis Thylstrup, der er leder af den mobile tyverigruppe ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Stjal varer for mindst 60.000 kroner
De to polakker er dømt for henholdsvis 11 og 13 tilfælde af butikstyveri fra Matas- og Normal-forretninger. Ud over de to tilfælde i Herning i januar og februar i år har efterforskerne hos Midt- og Vestjyllands Politi afdækket fire forhold begået i samme periode i Aalborg, Støvring, Fredericia og Haderslev.

Inden da har den 42-årige mand også stjålet varer i en Matas-forretning i Haderslev i oktober 2019 og i juli 2020. I går stjal manden og den 26-årige kvinde så kosmetik i fem Normal-forretninger i henholdsvis Vejle, Horsens, Skanderborg, Silkeborg og Bjerringbro, inden Midt- og Vestjyllands Politi anholdt de to i Bjerringbro.

I alt er de to polakker dømt for at have stjålet varer for mindst 60.000 kroner, og retten i Herning takserede altså butikstyverierne til fire måneders fængsel og udvisning af Danmark med indrejseforbud i seks år til både kvinden og manden.

”Det er altid rart, når god efterforskning giver resultater”, siger anklagerfuldmægtig Malene Kristensen fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi, der førte sagen ved retten.

Kvinden og manden erkendte de henholdsvis 11 og 13 tilfælde af tyveri og modtog dommen.

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x