112Nyheder

Udgav sig for at være Coronaekspert på Facebook

En kvinde fra Viborg har i mere end et år udgivet sig for at være læge og givet råd om coronavirussen i en facebook-gruppe.

Usikkerheden om coronavirussen har været stor, og det har fået mange danskere til at søge hjælp i facebook-gruppen Spørg en læge om corona-virus.

Her har mere end 200 læger helt frivilligt besvaret de spørgsmål, danskerne har haft, men nu viser det sig, at en af “eksperterne” i gruppen, ikke har været læge alligevel. Det skriver DR.

Det drejer sig om en kvinde fra Viborg, der har misbrugt et autorisations-ID, der tilhører en læge fra Aarhus Universitetshospital. Dermed har kvinden altså ikke haft den lægefaglige viden, der har været et krav til eksperterne i gruppen.

“Man kan ikke begribe det. Tænk, at det kan lade sig gøre. Jeg er chokeret, ærligt. Og vred. På samme tid,” udtaler stifteren af gruppen, Elif Bayram Orbe til tv-stationen, efter det er kommet frem, at en af gruppens læger altså ikke har været den, hun har udgivet sig for.
Gruppen har knap 60.000 følgere, og torsdag morgen skrev de ud til brugerne, og forklarede alt, hvad der er sket. Selvom kvinden ikke har haft den lægefaglige baggrund, der er et krav, har hun dog ikke vildledt eller kommet med forkerte oplysninger.

“Vi er alle blevet snydt. Vi har ikke haft grund til mistanke undervejs, og det er derfor kommet som et stort chok for os læger i gruppen. Vi læser altid med på hinandens svar herinde, og vedkommendes svar til jer er også læst og suppleret af andre læger fra dag ét. Vi har også gennemgået vedkommendes svar i forbindelse med sagen her, og det er her blevet bekræftet, at det sundhedsfaglige indhold løbende er blevet sikret og har været i orden.”

Bedraget, der har stået på siden april sidste år, blev opdaget, da de mere end 200 eksperter, skulle have en gave som tak for deres indsats. Der blev sendt pakker rundt til de mange læger, og det skabte forvirring hos den læge, kvinden havde udgivet sig for at være.

Lægen kontaktede derfor Elif Bayram Orbe, og da de fandt ud af, at der var tale om bedrageri, anmeldte de sagen til politiet.

“Jeg er rystet over, at det har stået på i over et år, samt hvor let det har været for denne person,” siger lægen til DR.

Den ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital, hvor lægen arbejder til daglig, Lars Østergaard fortæller til tv-stationen, at han aldrig har oplevet noget lignende, og at det er dybt problematisk, hvis personer uden lægefaglig viden udtaler sig om emner, de ikke har de fornødne kompetencer til.

Samtidig har han fortalt til DR, at der er fokus på at lægen kommer godt gennem det skete, og at der ikke er sket nogen skade ved misbruget.

Lægeforeningen og Styrelsen for Patientsikkerhed er også blevet inddraget i sagen, og kvindens kommentarer er blevet fjernet fra gruppen på Facebook.

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x