GalleriLivsstilNyheder

Aqua akvarium i Silkeborg en sikker sommervinder og bestemt besøget værd 

Når man lander i Silkeborg ved Aqua Akvarium mellem alle de store bygninger, kan man som voksen nemt tænke, at det kommer vi da hurtigt igennem. Men det er sommerferie og tempoet er sat helt ned, så vi har ikke travlt.

Vi ankom til Silkeborg på en helt alm sommerdag, hvor vejret på formiddagen var lidt gråt, så det passede fint til en indedørs aktivitet. Men over middag blev det til en fantastisk sommerdag.

Allerede ved entreen blev vi taget godt i mod, og vi fik nyttig viden om, hvilke forholdsregler der gælder. Her skal man tænke på, at det er jo levende dyr, som der naturligvis passes godt på.

Vores tur startede i kælderen, hvor alle hurtigt blev draget af de mange bassiner og den viden, vi kunne få ved de enkelte akvarier. Klart vi havde store øjne på udkig efter odderen, men de var ikke til at få øje på, hverken over eller under vandkanten. 

Turen gik herefter på første sal, hvor den danske naturs krybdyr skulle nærstuderes, og vi os selv i at stå og stirre ind i terrarierne for at lede efter de mange forskellige dyr. Igen oplevede vi at blive suget ind i fortællingerne. 

Derefter kom vi op på øverste etage, hvor vi blev ført igennem livet omkring Gudenåen, inden vi trængte til frokostpause. 

Vi gik ud og fandt et af de steder, hvor det var tilladt for os, at nyde vores medbragte madpakker. Der er også velbesøgte spisesteder i parken, så hvis man ikke havde fået madpakke med er der gode muligheder for at finde en frokost. 

Efter at have fyldt ny energi på alle, var vi klar til at studere de mange dyr, som der også er i det dejlige store udeområde. Nogle var selvfølgelig mere spændende end andre, ganske som det skal og bør være: Noget for enhver smag. 

Herefter nærmede vi os det store legeområde. Et rent mekka for vandglade børn i alle aldre. Her kan man både selv blive vandet og lege med vandets kraft på flere måder. Så jeg måtte lige i bilen for at hente et glemt håndklæde, for der var ganske få chancer for at slippe tørskoet her fra. 

Vi var så heldige at kunne få lov til at følge en af dyrepasserne, ved navn Stig, rundt ved fodringstid. Her var der mange – både børn og voksne – der fik lov til at stille spørgsmål, og det var fantastisk, hvilken ro og god tid han brugte på at besvare alle spørgsmål. Og på den måde fortælle om, hvorfor de forskellige dyr bliver fodret med netop det de får. 

Så blev det tid til en is, som vi valgte at købe i AQUA shoppen, da foderbrættet var proppet med is trængende besøgende.  

Sidste punkt var odderfodring, som var et større tilløbsstykke. Mætte på gode oplevelser, takkede vi af for denne gang, og jeg er sikker på, at der er noget vi ikke fik set. Så derfor kan vi varmt anbefale Aqua Akvarium i Silkeborg og sige, at vi glæder os til at komme tilbage. 

Relaterede artikler

Back to top button
x