Forside SekundærNyhederVejr

Letbanen tager kampen op mod sne og frost

Det skal være slut med at spejde forgæves efter letbanen på kolde vintermorgener

Kun få aarhusianere har prøvet at stige på en sporvogn en kold vintermorgen, men billeder fra sporvognenes tid dokumenterer, at sporvognene stred sig frem gennem byens gader i alt slags vejr i perioden 1904-71.

Det kan derfor synes paradoksalt, at den nymodens letbane, er en langt mere sart model,  som gang på gang lader passagererne i stikken, når kulden bider. 

Otte kolde vintermorgener måtte direktøren for letbanen sidste vinter se sine tog stå stille. Frost, som følge af rimtåge, havde sat sig på køreledningerne, og dermed var letbanen parkeret, til stor frustration for passagererne. Men nu skal et nyt middel sikre, at letbanen kan køre på frostmorgener, det skriver Aarhus Stiftstidende. 

”Otte morgener med problemer alene i 2021 er for meget. Alt for meget. Vi kan ikke med den nye løsning garantere, at der ikke bliver problemer denne vinter, men kan vi sætte tallet væsentligt ned eller måske fjerne det helt, kan det være, vi har fundet løsningen.” siger Michael Borre, direktør for Aarhus Letbane, til Aarhus Stiftstidende.

Løsningen bliver leveret af det firmaet Interflon. Der er tale om et produkt, der skal smøres på køreledningerne, men i modsætning til tidligere anvendte produkter skal den nye smørelse kun påføres en gang om måneden.

Første gang bliver i november, og derefter er det planen, at køreledningerne skal smøres yderligere fem gange i løbet af vintersæsonen.

” Det er faktisk et produkt, der oprindeligt er udviklet til smøring af sporskifter, så de ikke fryser til, og så har man fundet ud af, at det også kan bruges til at smøre køreledninger” forklarer Michael Borre.

Hidtil har Aarhus Letbane forsøgt at løse frostproblemer ved at smøre glycerin på køreledningerne, hvilket ikke har været en ubetinget succes. Det er dog stadig en del af “værktøjskassen” , når det bliver tid til at bekæmpe frost den kommende vinter.

Når luftfugtigheden er høj og temperaturen under to grader, kan der dannes is på køreledningerne. Hvis der sidder for meget is, kan letbanetoget ikke trække strøm nok til at køre.

Relaterede artikler

Back to top button
ANNONCE