NyhederPolitik

Lupinvej/Resedavej væk fra ghettolisten

Boligområdet Lupinvej/Resedavej i Silkeborg er inde i en meget positiv udvikling, og opfylder nu kriterierne for ikke længere at optræde på den årlige ghettoliste

Silkeborgs borgmester Steen Vindum besøgte i går dag boligområdet Resedavej/Lupinvej for at lykønske beboerne, direktørerne og formændene for de to boligorganisationer og lederen af den boligsociale helhedsplan med den positive udvikling, der nu har ført til at området ikke længere optræder på boligministeriets ghetto-liste.

“Vi har i fællesskab arbejdet målrettet med en række indsatser, som vi nu ser resultatet af. Resedavej og Lupinvej et er et godt, trygt og bynært boligområde, hvor rigtig mange er glade for at bo. Derfor er jeg utrolig glad for den udvikling, som nu gør, at området ikke længere står på ghettolisten. Selv om området ikke længere er på listen over ghettoområder vil vi fortsætte indsatserne,” siger borgmester Steen Vindum.

Også de to boligforeningsdirektører er glade for områdets udvikling:

“Det er et godt område, som helt klart fortjener at få fjernet ghettostemplet. Vi har et godt samarbejde og en god koordinering med kommunen,” siger direktør Flemming Jensen, AAB, og bakkes op af sin kollega fra AB.

“Kommunen har intensiveret beskæftigelsesindsatsen, vi har fået fleksible udlejningsregler for at regulere beboersammensætningen, og det boligsociale arbejde i helhedsplanen er blevet styrket og udviklet,” siger direktør René K. Rasmussen, AB.

Gennem en række år har området været i en positiv udvikling, hvor den boligsociale indsats har fokuseret på beboernes tryghed og trivsel, uddannelse og beskæftigelse samt forebyggelse og forældreansvar.

“Boligorganisationerne og kommunen bakker op om de boligsociale indsatser i området, indsatserne bliver løbende udviklet, og vi kan se, at de virker,” siger leder af den boligsociale helhedsplan Mia Butler.

En intensiveret beskæftigelsesindsats er blevet prioriteret politisk, og resultaterne af det tætte samarbejde mellem kommune, helhedsplan og beboere om at få flere i arbejde eller uddannelse har givet den positive udvikling indenfor ghettokriteriet om tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse, som gør, at boligområdet ikke længere er på ghettolisten.

I 2021 begynder arbejdet med en byudviklingsplan for området, som skal være med til at løfte områdets egen identitet og styrke områdets forbindelser til den øvrige by. Det kan fx involvere udvikling af beboerhuset, udenoms arealer og cykelstier gennem området.

Fakta om boligområdet Lupinvej/Resedavej
Placering: Silkeborg by, 1,5 km fra centrum
Beboere: 1.882
Lejligheder: 760 i 3-etager blokke
Bygget: 1967-70, renoveret 2006-10
Tryghed: Høj i målinge

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close