112NyhederTopnyheder

Mange bakker op om lov mod vanvidsbilister

Danskerne synes, det er helt ok, at politiet kan beslaglægge og konfiskere bilerne, hvis førerne bliver taget i vanvidskørsel.

Det er blevet til mere end 500 beslaglagte biler i løbet af det halve år, som politiet har kunne bruge den nye lov mod vanvidsbilisme. Og det er der støtte fra hos størstedelen af danskerne, viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige forsikring.

Næsten 75% af de adspurgte mener, at det er helt i orden, at politiet vælger at beslaglægge en vanvidsbilists bil, og syv ud af ti mener, at den nye lov har haft en positiv indflydelse på problemet, skriver Gjensidige i en pressemeddelelse.

“Konfiskering af biler har været et stort emne det sidste halve år – især biler, der føres af andre end ejeren selv, har været diskuteret stort. Når mange danskere støtter ordningen og tror, at den kan give succes med at nedbringe vanvidskørsel, viser det, at lige præcis denne form for egoistisk og farlig adfærd er noget, mange vil gøre meget for at bekæmpe,” lyder det fra Henrik Sagild, der er direktør for Skade i Gjensidige.

Det er dog ikke i alle grupper, der er så stor tilslutning til loven.

Blandt de 18-29-årige og dem, der kører i firmabil eller leasing, er det kun lidt over halvdelen, der er positive overfor den nye lov.

Der er tale om vanvidsbilisme, når:

  • Du overtræder fartgrænserne med mere end 100%, og din fart er over 100 km/t.
  • Du kører mere end 200 km/t.
  • Du kører særligt hensynsløst
  • Du kører med mere end 2,0 i promille

Derudover vil det også betragtes som vanvidskørsel, hvis du har påkørt andre, under det der betegnes som skærpende omstændigheder. Det gælder også hensynsløs kørsel, høj fart og spirituskørsel.

Relaterede artikler

Back to top button
ANNONCE