HelbredNyheder

Mange tandblegningsprodukter til hjemmebrug kan give skader i munden

Miljøstyrelsen har undersøgt 25 tandblegningsprodukter til hjemmebrug fra danske og udenlandske webshops. To tredjedele af produkterne overholder ikke reglerne, og halvdelen udgør en risiko for irritation eller ætsning i munden.

Når man bruger et tandblegningsprodukt købt over nettet derhjemme, så risikerer man i bedste fald, at produktet ikke virker og i værste fald at skade sine tænder og tandkød. Det viser en ny undersøgelse fra Miljøstyrelsen, hvor to tredjedele af tandblegningsprodukterne købt i danske og udenlandske webshops ikke overholder lovgivningen.

Miljøstyrelsen vurderer, at halvdelen af produkterne udgør en risiko for skader i munden i form af irritation eller ætsning af bl.a. tandkødet, og i flere tilfælde er det ikke dokumenteret, at produktet har en blegende effekt på tænderne.

For flere af produkterne har Miljøstyrelsen indskærpet over for virksomhederne, at produktet ikke længere må sælges til forbrugerne. Hvert femte produkt i undersøgelsen udgør en såkaldt alvorlig risiko for skader ved brug af produktet, og allerede i juli og december 2020 advarede Miljøstyrelsen forbrugerne mod disse produkter.

12 af produkterne i projektet er undersøgt for deres blegende effekt, og det viser sig, at to tredjedele af produkterne potentielt ikke kan blege tænderne. Dette er på baggrund af manglende eller utilstrækkelig dokumentation for en sådan virkning.

Undersøgelsen viser, at gør-det-selv tandblegning kan være risikabelt, og at der desværre er mange overtrædelser af lovgivningen.  Det bedste råd er derfor at gå til tandlægen, hvis man ønsker at få bleget sine tænder, fordi man på den måde minimerer risikoen for bivirkninger og øger chancen for, at behandlingen virker”, siger funktionsleder Elisabeth Paludan fra Miljøstyrelsen, der understreger, at det er virksomhederne, der har ansvaret for at få lavet en vurdering af, om produktet er sikkert at anvende, og om det har en blegende virkning.

Miljøstyrelsen har nu afsluttet undersøgelsen, og resultaterne er offentliggjort i en rapport.

Læs rapporten “Kortlægning og risikovurdering af tandblegeprodukter til privat brug
Læs Miljøstyrelsens tips til forbrugerne om tandblegning
Læs om Miljøstyrelsens kontrolkampagne om tandblegningsprodukter

 

Fakta

Baggrunden for Miljøstyrelsens undersøgelse er, at der ses mange nye typer af tandblegningsprodukter til hjemmebrug på markedet. Det formodes, at produkterne markedsføres som følge af, at det er forbudt at sælge tandblegningsprodukter med brintoverilte over en vis grænse til private. Brintoverilte har traditionelt været hyppigt anvendt til blegning af tænder, og det anvendes fortsat af tandlæger. Miljøstyrelsen har ønsket at skaffe mere viden om den nye generation af tandblegningsprodukter til hjemmebrug, herunder om de er sikre for forbrugerne at anvende.

25 kemisk blegende tandblegningsprodukter af typerne skinner, strips og penne er undersøgt. Produkterne er analyseret for udvalgte aktivstoffer og pH-værdi, og der er efterfølgende foretaget en risikovurdering af produkterne med henblik på at vurdere deres sikkerhed. Resultaterne viser, at en lige stor andel af produkterne fra webshops i Danmark og udlandet vurderes at udgøre en risiko. Projektet peger derfor på, at man som forbruger ikke nødvendigvis har en større sikkerhed ved at købe produkter fra en dansk forhandler frem for fra en udenlandsk.

Logo

Relaterede artikler

Back to top button
ANNONCE