Kultur/EventNyhederTopnyheder

Melodi Grand Prix vender tilbage til Midtjylland

Boxen i Herning skal igen være vært for Dansk Melodi Grand Prix

Når Melodi Grand Prix for første gang i to år igen skal afvikles med publikum, bliver det Jyske Bank Boxen i Herning, der igen lægger hus til den store musikalske fest. Det meddelte Danmarks Radio idag, hvor de også afslørede årets værter, Martin Brygmann og Tina Müller.

Årets Grand Prix By
Til det kommende Melodi Grand Prix er Herning Årets Grand Prix By. Derfor vil Herning og de omkringliggende byer i ugerne op til showet byde på et væld af kulturelle aktiviteter for at varme hele Danmark op til Dansk Melodi Grand Prix.

Traditionen tro bliver det både festligt og fornøjeligt, når store som små inviteres til fanzoner, aktiviteter, events og koncerter med fokus på fællesskab om den danske musik, inden det helt store show i Jyske Bank Boxen den 5. marts.

Det samlede udbud af aktiviteter meldes ud i starten af det nye år.

Værterne glæder sig
Det er anden gang den erfarne DR-vært Tina Müller og entertaineren Martin Brygmann står klar til at føre hele Danmark gennem Dansk Melodi Grand Prix, og Tina Müller glæder sig til at festen igen kan gennemføres med publikum:

“Dansk Melodi Grand Prix er en kæmpe folkefest og efter to år uden publikummer, glæder jeg allermest til sammen med et fyldt Boxen at give de otte sange og artister den opbakning og fest, de fortjener. Vi skal skabe en forrygende stemning, som for alvor kan mærkes – også hjemme i stuerne. Det her er en aften, hvor vi i fælleskab giver et skud ægte fest, farver og musikglæde til hinanden,” siger hun.

Årets musikfelt vil bestå af otte sange. De otte sange og artister bliver offentliggjort i februar 2022 forud for begivenheden.

Dansk Melodi Grand Prix 2022 sendes direkte på DRTV og DR1 den 5. marts klokken 20.00. Billetsalget til Dansk Melodi Grand Prix starter den 23. september klokken 10.

Det’ for børn

Udover Dansk Melodi Grand Prix 2022 holdes Børnenes MGP også i Årets Grand Prix By. Det sker fra Jyske Bank Boxen den 26. februar.

Her vil to værter, som offentliggøres senere på året, også være klar til at sørge for en festlig og underholdende aften for deltagere, publikum og alle hjemme i stuerne.

Billetsalget til børnenes MGP starter den 30. september klokken 10.00.

Relaterede artikler

Back to top button
ANNONCE