LivsstilNyheder

Midtjyders tøjforbrug og tøj-klimaftryk kortlagt

Borgerne i Region Midtjylland køber årligt flere end 50 stykker tøj, og tøjet bruges i gennemsnit ca. tre år. I alt forbruger vi i den midtjyske region knap 20 mio. tons tekstiler om året, og over halvdelen går direkte til forbrænding efter brug. Det viser en ny analyse af tekstilstrømmene i Region Midtjylland.

Det er første gang, nogen har forsøgt at kortlægge, hvilke tekstiler vi køber i Region Midtjylland, og hvad der sker med dem efter brug. Det kaldes for materialestrømme. Strømmene viser et stort tøjforbrug med kort levetid i vores tøjskabe.

– I Danmark har vi en ny affaldsbekendtgørelse og en ensrettet affaldsindsamling på vej, og tekstiler er en af de affaldsfraktioner, vi skal sortere først. Derfor har vi brug for at denne analyse, så vi får et reelt billede af, hvor vi kan og bør sætte ind. Herefter skal vi i fælleskab med andre finde ud af hvordan. Vores tøj er i høj grad lavet af blandende tekstilprodukter, der er vanskelige at genanvende. Og vores forbrug sætter et enormt CO2-aftryk, forklarer Rolf Johnsen, der er kontorchef for klima, ressourcer og grøn omstilling i Region Midtjylland.

Overblikket over tekstilstrømme i Region Midtjylland kan gengives mod kreditering. Illustration: Metabolic og Region Midtjylland (klik for at hente) 

Overblikket over tekstilstrømme i Region Midtjylland kan gengives mod kreditering. Illustration: Metabolic og Region Midtjylland (klik for at hente)

Tre umiddelbare anbefalinger

Analysen viser, at en gennemsnitsborger i regionen køber flere end 50 stykker nyt tøj hvert år. Den viser også, at vi brænder fire gange så meget tøj/tekstil af, som vi sender til genbrug.

Umiddelbart peger analysen på tre indsatser, man kan fokusere på:

  • at købe færre stykker tøj og andre tekstilprodukter
  • at udvide det danske marked for brugt tøj
  • at den offentlige sektor kan gå forrest med fx standarder for tekstilers “renhed” og genanvendelse.

– I Danmark er klimaudfordringen med tekstiler desværre ikke så åbenlys, fordi meget af tøjet kun befinder sig i Danmark i kort tid. Produktionen foregår primært i Østen, og efter brug ender meget tilbage i udlandet eller stiger op som røg fra affaldsforbrændingerne. Men det vil hjælpe, hvis vi køber mindre og genbruger meget mere, forklarer Thomas Thorin, bæredygtighedskonsulent, leder af Metabolics nordiske afdeling og medforfatter på analysen for Region Midtjylland.

I forhold til genbrug påpeger analysen blandt andet, at de knap 3.000 tons tøj, som borgere i Region Midtjylland årligt sender til genbrug, teknisk set kan dække 17 procent af private husholdningers forbrug.

– Vores analyse er jo et udtryk for, at vi som region forsøger at samle både viden og partnere om nogle af de udfordringer, vi har i samfundet. Vores tekstilforbrug er en klimaudfordring, vi skal løse i fællesskab. Men det er jo ikke gjort med kun at have en affaldsspand til aflagt tøj. Vi har brug for at blive klogere, for at vi i sidste ende kan finde og beslutte de mest effektfulde løsninger for samfundet, siger Jørgen Nørby (V), formand for Udvalg for Regional Udvikling.

Figur fra analysens side 12. Oversigt over tøjindkøb i regionen pr. indbygger.

Figur fra analysens side 12. Oversigt over tøjindkøb i regionen pr. indbygger.

Om tekstilanalysen for Region Midtjylland

  • Læs hele tekstilanalysen “Tekstilstrømme og cirkulær økonomi i Region Midtjylland” (link til pdf)
  • Formålet med kortlægningen er at få den første danske grundanalyse af materialestrømmene i forbindelse med tekstilforbrug. Med et overblik vil det være muligt at se, hvad der er mest hensigtsmæssigt ift. at lave tiltag, der nedbringer CO2-aftrykket fra tekstilforbrug.
  • Analysen er en del af en kommende ansøgning fra Region Midtjylland og Region Hovedstaden og en lang række andre private og offentlige partnere til et stort EU Life IP-projekt, der handler om at implementere den kommende nationale affaldsplan herunder altså også tekstiler.
  • Analysen er lavet af Metabolic A/S, rådgivningsvirksomhed inden for bæredygtighedsudfordringer, for Region Midtjylland.

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close