ErhvervNyheder

MIDTJYLLAND: Boligejere får gode råd om klimatilpasning

Klimaforandringer betyder mere nedbør og større risiko for oversvømmelser. Den udfordring tager kommuner, regioner og stat livtag med i en række projekter, men boligejere kan også selv gøre meget for at undgå ødelagte kældre. Det budskab er Viborg Kommune, Region Midtjylland og Teknologisk Institut gået sammen om at udbrede med en ny animationsfilm.

Klimaforandringer er blevet en del af hverdagen enten via tørke eller for meget regn. Især hyppigere og kraftigere regn kan være til stor gene for boligejere, som har kældre og bor i lavtliggende områder. En ny animationsfilm fortæller, hvad den enkelte boligejer kan gøre for at sikre sit hus mod de stigende mængder vand.

Filmen er produceret med støtte fra klimatilpasningssamarbejdet Coast to Coast Climate Challenge, der samler 31 partnere på tværs af kommuner, vidensinstitutioner og virksomheder, og hvor Region Midtjylland er projektleder. Det er Viborg Kommune, der har stået for produktion af filmen sammen med animationsvirksomheden Tumblehead.

– Klimaforandringer og klimatilpasning er et fælles ansvar, som kræver handling både fra myndighederne og fra de enkelte borgere. Med filmen vil vi give boligejerne overblik over, hvordan de kan lave klimatilpasning på deres egen grund, før skaden er sket, og samtidig tage ansvar for, at tag- og overfladevand ikke havner hos naboen, siger formand for Klima & Miljøudvalget i Viborg Kommune, Stine Damborg Hust.

Tre grundlæggende ting

I Danmark er det kommunernes ansvar at tilpasse de kommunale arealer, veje, stier, parker og andre offentlige arealer til klimaforandringerne, men på de private arealer er det boligejernes ansvar.

Det har stor betydning, hvordan boligejerne håndterer regnvandet både af hensyn til boligejerne selv, og så det undgås, at kloaksystemet belastes unødigt ved kraftig regn.
Der er tre grundlæggende ting, som boligejerne kan gøre på egen grund: Sikre, tilbageholde og nedsive. Det fortæller den nye animationsfilm om.

– Som region har vi en interesse i at samarbejde på tværs om klimatilpasning, og der har vi et rigtig godt samarbejde med kommunerne – bl.a. i Coast to Coast Climate Challenge. Men udover at vi skal samarbejde om planlægning og forvaltning på klimaområdet, så skal vi også sørge for at stille viden til rådighed for borgerne. Det er nok de færreste, der til daglig tænker over, hvor vandet fra nedbør forsvinder hen og hvordan. Men det er vigtig viden, siger Jørgen Nørby, formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Midtjylland.

Se filmen med gode råd til boligejere

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close