HelbredNyheder

MIDTJYLLAND: Brug af mundbind udvides

Medarbejdere, patienter, besøgende og borgere på regionens hospitaler, testfaciliteter og nogle sociale tilbud skal, med få undtagelser, bære mundbind indendørs.

Torsdag den 29. oktober er en ny bekendtgørelse om krav om mundbind i sundheds- og ældresektoren samt på visse dele af socialområdet i kraft.

På Region Midtjyllands hospitaler betyder det, at patienter, besøgende og medarbejdere skal bruge mundbind eller visir, når de befinder sig inden døre.

Medarbejdere kan dog tage mundbindet af eller undlade at bære mundbind, når de opholder sig i lokaler, hvortil der ikke er offentlig adgang. Det kan for eksempel være en personalestue, en teknisk afdeling eller en administration.

Der skal også bæres mundbind, når man møder op til test for COVID-19 på et testcenter eller ved en mobil testenhed.

Kravet om mundbind gælder ikke:

  • Indlagte patienter
  • Børn under 12 år
  • Personer med nedsat bevidsthedsniveau, fysiske eller mentale svækkelser eller andet, der gør, at de ikke er i stand til at bære mundbind eller visir.
  • Medarbejdere, der opholder sig i et aflukket rum eller bag en afskærmning, hvortil alene medarbejdere har adgang.

Mundbind eller visir kan fjernes helt eller delvist, hvis der er en anerkendelsesværdig årsag til det, for eksempel i følgende situationer:

  • Under kortvarig indtagelse af mad og drikke
  • Under indtagelse af medicin.
  • Under samtale med personer, der mundaflæser.
  • Hvis mundbindet eller visiret giver vejrtrækningsbesvær eller kvælningsfornemmelser.
  • Hvis politiet skal foretage identifikation.
  • Hvis børn og unge eller personer med psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse af forskellige årsager skal trøstes eller bliver skræmt over brugen af mundbind eller visir.

Der udleveres gratis mundbind til patienter, borgere og besøgende, der undtagelsesvis ikke har medbragt mundbind selv.

Hospitalerne har lov til at bede besøgende og ledsagere, der ikke vil bære mundbind eller visir, om at forlade det indendørs område.

Løbende vurdering på socialområdet

På socialområdet gælder kravet om mundbind kun, hvis ledelsen på det pågældende sted har foretaget en vurdering om, at der er tæt kontakt med beboere eller brugere, som kan være i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb med covid-19.

Ledelsen foretager løbende vurdering af, om der skal bruges mundbind eller ej. Borgere og besøgende skal følge de lokale anvisninger.

Kravet om øget brug af mundbind gælder foreløbigt frem til 2. januar 2021.

 

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close