ErhvervNyheder

MIDTJYLLAND: I går blev patient 2000 opereret på robotten

I 2013 fik Urinvejskirurgisk Afdeling i Holstebro sin operationsrobot, og det har nu betydet at 2000 patienter har haft glæde af at blive opereret med denne særligt præcise og skånsomme metode.

Mandag den 2/11 var en særlig dag på Urinvejskirurgisk Afdeling i Holstebro. Her lagde patient nr. 2000, sig nemlig under operationsrobottens knive, for at blive opereret for en sygdom i urinvejene.

– Når vi har lavet 2000 urologiske operationer på robotten her, betyder det, at læger og operationssygeplejersker har opnået en erfaring med brug af robotteknologi til stadig flere typer af operative indgreb, og det har mærkbart øget den faglige kvalitet og er kommet patienterne til gode, forklarer overlæge Niels Toft Mikkelsen fra Urinvejskirurgisk Afdeling og fortsætter:

– De indgreb vi laver med fjernstyret robotteknologi er langt mere fintfølende og præcise end ved traditionelle operationer, hvilket betyder færre blødninger og komplikationer for patienten. Dermed vil patienterne opleve et mildere forløb og komme nemmere tilbage til det liv de havde før operationen.

Hele investeringen værd

Niels Toft Mikkelsen har været med på hele Urinvejskirurgisk Afdelings rejse ud i robotteknologien. Det startede i september 2013, hvor de første urologiske robotoperationer for prostatacancer startede op på robot nr. 1 i Holstebro.

Og hele vejen har Niels Toft Mikkelsen og kollegerne været optaget af at udvikle og udbrede robotkirurgien til flere typer af kirurgiske indgreb. Det betød at afdelingen i 2019, som de første i Danmark, startede med robotoperationer for godartet monstrøs forstørret prostata, og i dag har de nu landets største operationserfaring med over 70 gennemførte operationer for denne sygdom.

Derfor er det da også en stolt overlæge, der ser tilbage på udviklingen:

– I starten var hospitalsledelsen i tvivl om robotten var en god investering, men med 2000 operationer på syv år har den vist sig at være sin værdi værd – også for patienterne, fortæller Niels Toft Mikkelsen.

At kvaliteten af behandlingen på afdelingen er i top, kan også ses af, at fagbladet Dagens Medicin 5 år i træk har kåret Urinvejskirurgisk Afdeling på Hospitalsenheden Vest til Danmarks bedste til behandlingen af prostatakræft ved den årlige kåring af Danmarks Bedste Hospitaler.

I dag er robotten i Holstebro ikke den eneste af sin slags på i Hospitalsenheden vest. I september 2016 blev operationsrobot nr. 2 installeret på operationsgangen i Herning til brug for andre typer af kræftoperationer i mave, tarm og underliv.

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close