ErhvervNyheder

Miljøminister Lea Wermelin besøger Høfde 42

Mandag den 7. juni 2021 lægger miljøminister Lea Wermelin (S) vejen forbi Høfde 42 – den ene af tre generationsforureninger fra kemikalieproduktion på Harboøre Tange i Vestjylland.

Her skal hun bl.a. høre om forbredelserne til oprensning af forureningen. 

Miljøministeren er inviteret til Høfde 42 af Region Midtjyllands regionsrådsformand Anders Kühnau (S), og ministeren havde selv ønsket at blive inviteret.

– Det er altid positivt for os, når en miljøminister gerne vil komme til Nordvestjylland og på stedet få mere indblik i de store forureninger og omgivelserne på tangen. Nu er vi jo heldigvis så langt, at alt det forberedende arbejde forud for en oprensning ved Høfde 42 er i fuld gang, og vi glæder os til at fortælle og vise ministeren, hvor langt vi er. Og så inviterer vi gerne ministeren igen næste år, når selve oprensningen er kommet i gang, siger Anders Kühnau.

– Vores natur skal ikke være forurenet. Nu tager vi fat på oprensning af flere af Danmarkshistoriens største forureninger. Det er historisk, og med de 630 mio. kr. regeringen og støttepartierne har afsat, kan vi rydde op efter fortidens synder – også ved Høfde 42. De metoder, man gennem årene har udviklet i dette område til at oprense forurenet jord, kan også bruges andre steder og som en grøn dansk eksportvare. Jeg glæder mig derfor til at besøge Høfde 42, og endnu mere til den dag, hvor man forhåbentligt kan pille advarselsskiltene ned og bade i vandet igen, siger miljøminister Lea Wermelin (S).

Besøget er mandag den 7. juni 2021 kl. 12.30-13.30 ved Høfde 42, Thyborønvej 77, Harboøre.

Ved ministerbesøget deltager også flere andre politikere heriblandt Pia Olsen Dyhr (SF) og Signe Munk (SF), formand for regionens Udvalg for Regional Udvikling Jørgen Nørby (V) og Lemvig-borgmester Erik Flyvholm (V). Herudover vil fagpersoner fra regionens kontor for jordforurening være til stede, og Aarhus Universitets Forskningsfond, der bidrager med 125 mio. kroner til oprensning af Høfde 42, deltager også ved ministerbesøget.

– Vi er glade for den interesse og vilje, der er for at få renset op ved Høfde 42, og det vidner ministerens besøg også om. Aarhus Universitets Forskningsfond har jo længe ønsket at få lov til at bidrage økonomisk til oprensningen. Det lykkes, og nu følger vi spændt hele processen på høfden, siger forskningsfondens direktør Jørgen Lang.

Pressen er velkommen i forbindelse med ministerbesøget på Høfde 42, og der vil blive mulighed for at stille spørgsmål.

Borgere har mulighed for at høre mere om planerne for oprensning ved Høfde 42 ved et informationsmøde mandag den 14. juni 2021 på Lemvig Gymnasium. Se invitation til borgermødet.

Fakta

 

  • Cheminovas deponering af kemikalieaffald ved Høfde 42 på Harboøre Tange skete i 50’erne og 60’erne med tilladelsen fra staten, som også selv deponerede kemikalieaffald på stedet. Opgaven for oprensningen er placeret ved Region Midtjylland.
  • Giftdepotet på Høfde 42 blev i sommer/efterår 2006 indkapslet med en 600 meter lang og 14 meter dyb jernspuns, der sikrer Vesterhavet mod udsivning af forurening. Spunsvæggen blev finansieret af Ringkjøbing Amt og staten.
  • Det er vurderet, at kemikaliedepotet i dag indeholder over 100 tons forurenende stoffer, herunder 7 tons kviksølv. Størstedelen af forureningen består af stoffet parathion, der bl.a. har været brugt til insektbekæmpelse i landbruget.
  • I december 2020 besluttede partierne bag Finansloven 2021, at der skulle afsættes 630 mio. kroner over fem år til den første fase af en oprensning af generationsforureninger i Danmark. I denne fase skal der bl.a. renses op på Høfde 42 og Cheminovas gamle fabriksgrund på Harboøre Tange. Desuden giver Auriga Industries A/S (tidl. ejer af Cheminova), der er et datterselskab under Aarhus Universitets Forskningsfond, et engangsbeløb på 125 mio. kroner til oprensning ved Høfde 42. I 2019 blev der desuden øremærket 50 mio. kroner på finansloven til forureningerne ved Harboøre Tange.
  • Der kendes i dag 10 generationsforureninger i Danmark. Tre af dem ligger på Harboøre Tange syd for Thyborøn i Vestjylland og stammer fra kemikalieproduktion fra virksomheden, som dengang hed Cheminova. Se mere på generationsforurening.dk
  • Læs mere på: harboøretange.rm.dk

Gå til forsiden af Region Midtjyllands hjemmeside

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x