NyhederPolitik

Minkavlere venter på rapport, der aldrig blev bestilt

Fødevareminister Rasmus Prehn har lovet hurtigt svar på om minkavl kan genoptages 2022, men har ikke bestilt en opdateret risikovurdering som lovet

Ingen ved, om minkavl igen bliver tilladt, når forbuddet udløber 31. december i år. De få håbefulde minkavlere, der stadig drømmer om at genoptage deres erhverv, venter stadig på et svar, som afhænger af en rapport, der aldrig er blevet bestilt hos Statens Serum Institut, selv om fødevareminister Rasmus Prehn (S) gentagne gange har lovet at den var på vej. Det skriver Danmarks Radio.

SSI lavede en risikovurdering 14. juni, men de politiske partier har bedt om at få ny og opdateret version, som blandt andet også tager højde for delta-varianten.

“Hvis de politiske partier vil have yderligere informationer, ja, så er jeg nødt til at vente på, at vi får afklaret det. Men jeg har kun det ønske, at der kommer en afklaring hurtigst muligt, fordi jeg kan godt høre, at det er en helt urimelig situation, man står i som minkavler, sagde Rasmus Prehn i et interview med P4 Nordjylland 10. september.

Men SSI oplyste tirsdag i denne uge – to uger senere – at der slet ikke bestilt en opdateret risikovurdering fra dem. Torsdag ændrer de dog forklaring til, at der er bestilt en mundtlig opdatering.

Fødevareministeren kritiseres både fra højre og venstre side af folketingssalen for ikke at levere den lovede risikovurdering, og også hos foreningen Danske Mink – der består af minkavlere der påtænker at genstarte – er forargelsen mærkbar:

“Vi er holdt hen og holdt for nar. Alle minutter lige nu koster i muligheder,” siger foreningens formand, Louise Simonsen, der forventer at omtrent 50 avlere vil gå i gang igen, hvis bare de snart for at vide om det er muligt.

Fødevareminister Rasmus Prehn har ingen forklaring på, hvorfor risikovurderingen ikke forlængst er sat i gang.

“Jeg ved bare, at jeg har bedt om at få en opdateret risikovurdering, og det har jeg gjort fra den dag, hvor jeg fik det første spørgsmål. Ja, det er ting, der er trukket ud, og det skal jeg være den første til at beklage. Jeg har kun et ønske om, at det foregår hurtigst muligt,” siger Rasmus Prehn til DR.

Relaterede artikler

Back to top button
ANNONCE