Livsstil

Nat Russell Jr.: VERDEN FORANDREDE SIG FOR ALTID

I East Village er Nat Russell lige stået op. Klokken nærmer sig ni, og han forestiller sig, at han om lidt skal spise morgenmad på 12th mellem Ave A og Ave B. Han åbner vinduet og nyder den velkendte skyline og verdensbyens lyd. Han tænker, at himlen er særlig blå - og at det bliver en fin dag. Så rammer det første fly. Han ved det ikke endnu, men det bliver en rædselsfuld dag...

Nat Russell Jr. er 52 år. Han er gift med Maja og sammen har de drengene Kingston og Kaio. Han er født og – delvist – opvokset i Danmark, men som søn af den legendariske amerikanskfødte jazzmusiker Nat Russell og Winnie Møller, der sad i folketinget for Socialdemokratiet, og efter skilsmissen fra Nat Russell giftede sig med forsvarsminister og senere informationschef   i Nato, Orla Møller, var Nat på mange måder et verdensbarn. Han har boet, rejst og levet i mange verdensdele – altid med musikken, guitaren, som trofast rejsepartner – og med den ved hånden, har han knyttet venskaber på tværs af kontinenter, overbevisninger, religion og politisk ståsted.

Hans far døde 64 år gammel i New York og hans mor mistede han i 1988 – og så arvede han en sum penge, der rakte langt nok til en helt anden tilværelse som bosiddende i USA. Han flyttede derover i slutningen af 80’erne – med en kæreste, der blev hans kone, hans bas og alle intentioner om at integrere sig i et samfund, der på det tidspunkt var både velstående og mangfoldigt.

”Jeg havde jo besøgt min far i New York mange gange, og havde på den måde en relation til byen,” fortæller Nat. ”Jeg havde venner – også i Thompson Square Park, hvor måltiderne blev tilbragt ved olietønder og der måske ikke var så meget håb for fremtiden, men jeg har altid tænkt, at New York var den by i verden, der kunne rumme det hele. Vi flyttede derover uden job med penge der rakte til en lejlighed i East village og en bil så vi kunne komme rundt – og så var vi i gang, ” fortæller ”For mig var New York allerede en stor del af mit liv. Jeg synes byen var varm, jeg synes menneskene er fantastiske og jeg er vild med energien i gaderne.”

Det gode liv 

Nat indtager byen – arbejdsløs, men oprigtig i sit møde med andre mennesker på den måde, der betyder, at han næsten selvfølgeligt bliver tilbudt et job, en dag hvor han venter for rødt lys. Han bliver ansat af en lokal kunstner, og siden hen som process-server; et menneske der overbringer juridiske dokumenter i forbindelse med skilsmisse, udsættelser og den slags, og i forbindelse med det job, skulle Nat med jævne mel- lemrum møde til foretræde for en dommer og forelægge pro- cessen. Det var han ret god til, og derfor blev han kontaktet af New York City Marchalls, der ansatte ham som independent contractor, og så var han pludselig en lønnet del af borgmester Rudolph Giulianis projekt om at rydde op i New York. 80’ernes efterladenskaber – dem, der ikke var en del af højkonjunkturs- festen, dem der boede i parker og drev noget der mindede om livstruende business i byens crackhouses, skulle ud af bybil- ledet. Hjemløse, prosituerede og den hårde kriminalitet skulle bekæmpes, og Nat var en af dem, der tog teten. Og han levede godt af det. Der var råd til det gode liv.

”Byen forandrede sig i den periode. De mennesker jeg havde delt et måltid mad med over en olietønde i Thomson park i 80’erne forsvandt. Dem, jeg købte kaffe til, var der ikke mere. Byen forandrede sig i de år – og os der var en del af det, fik  en god betaling for vores arbejde. Jeg levede fedt og skyl- lede sushien og Beluga kaviaren ned med champagne flere gange om ugen. Mit job bestod i at være med til at lukke de her steder ned. Opkøbe dem, lukke bygninger ned og skabe den forandring der betød, at Brooklyn; The Village, Harlem og de omkringliggende områder, gik fra at være et sted, hvor der var plads til alle, til at være et sted, hvor meget få mennesker havde råd til at være. Det var godt for byen – men skidt for ”the people”,” siger Nat.

Den dag
Det var den by han stod og så ud over – og det var det job, han var på vej til, da alting forandrede sig. 9. september 2001 klokken 08.46, på en ellers almindelig tirsdag, troede indbyggerne i New York, at der var sket en frygtelig ulykke; et fly ramte det ene af de to ikoniske Twin Towers. Nat så det ske – og ligesom resten af de mennesker, der var i hans bygning den dag, gik han op på taget af bygningen, hvorfra de havde klart udsyn til Lower Manhattan og det ramte tårn;

”Det var ellers sådan en fed dag. Jeg kan huske, at jeg tænkte, da jeg stod op, at himlen var helt tosseblå. Og nu stod vi der. Der var mennesker overalt, og vi fattede ikke helt, hvad der var sket,” fortæller Nat. Men så så vi det andet fly nærme sig. Og så forstår man jo… Så startede rygterne og panikken og den der rædselsfulde uvirkelighedsfornemmelse. Vi var en del, der, da det andet tårn blev ramt, tog direkte ned på det nærmeste hospital. Vi kunne jo godt regne ud, at der var rigtig, rigtig mange tilskadekomne, og vi ville derfor donere blod. Dernede fik  vi at vide, at folk endnu ikke var begyndt at komme ind, og de bad os efterlade e-mails, så de kunne kontakte os. Derfra tog de andre hjem, men jeg cyklede ned til Canal Street. Der stod jeg af cyklen midt i kaos, og så var jeg pludselig meget tæt på… Og folk sprang. De faldt ikke, de sprang…”

Nat står på gaden og ser hvordan et af den frie verdens ikoner styrter i grus. Hvordan den bygning, han har besøgt et utal af gange, forsvinder for øjnene af ham. Alting er støvet og alle er i panik eller chok. Efter en tid cykler han hjem – måske uden helt at forstå, hvad der lige er sket. De grusomme billeder af mennesker, der springer for livet og direkte i døden virker næsten filmisk uvirkelige. Så frygtelig en virkelig kan intet menneske næsten rumme.

Han vender retur til vennerne på taget – og telefonen begyn- der at ringe. Vennerne ude i verden er bekymrede og vil vide, hvad der sker; ”Jeg kan huske, at min ekskæreste ringer nogle timer efter tår- nene er styrtet sammen. Imens jeg taler med hende eksploderer Bygning nr. 7, der lå et par hundrede meter væk fra tårnene, og jeg kan huske, at jeg råber til hende, at nu forsvinder hele Down Town. Alt er eksploderet,” sagde jeg til hende. ”Det var den fornemmelse, man havde… at alt var væk”.

Virkelighedsflugt
Nat og hans venner må væk fra den virkelighed, de endnu ikke forstår omfanget af – og fordi Nat har et skilt fra New York Marchalls, er det muligt for ham og de venner han har fået selskab af på taget, at komme ud af byen. De sætter sig ned    i bilen, og sætter kurs mod Nats landsted upstate. Her opholder de sig i fem dage. Nat har mistet venner og kollegaer 9. september. De politimænd der løb mod tårnene, var hans kol- legaer. Han åndede samme luft som de brandmænd, der nu er syge. Og alligevel går det op for ham – i Catskill, Woodstock, omgivet af højreorienterede good-guys med jagttegn og et indædt had til muslimske terrorister, at han på en måde forstår. Han kan godt se, hvorfor dele af verden føler trang til at slå igen.

”At slå mennesker ihjel giver ingen mening. Ingen! Men i dagene efter 9/11 gik det langsomt op for mig, at jeg godt kan se hvorfor man kan blive så frustreret, at man ender med at handle på det. Altså USA står på skuldrene af an- dre. Jeg levede godt at mit job og havde både lejlighed i byen og et hus upstate i Woodstock – der var mange penge i USA i 90’erne, og de kom jo et sted fra. Olie eksempelvis. Og hvis regeringerne glemmer at lytte til deres folk, så sker der på et tidspunkt fatale ting… Tænk på, hvordan det væltede verden, at 3000 mennesker blev dræbt på en skæbnesvanger dag i New York – og hvordan den nyhedsstrøm nåede dele af ver- den hvor det sker 20 gange om året. Det sætter tingene lidt i perspektiv,” siger Nat.

Men han sagde det aldrig rigtig højt, da han sad på det lokale vandhul med vennerne i Catskill i dagene efter angrebet. Det var alt for følsomt og der var alt for mange, der følte alt for stor smerte til at kunne rumme sandheden i det udsagn. Naboer, kollegaer, venner og bekendte døde den dag, og verden var forandret.

Nat kendte menneskene og deres navne, men som resten af New York – anført af en handlekraftig borgmester og en målrettet præsident – forstod han, at der nok kun var en vej frem; back to business.

Og måske var det med en ny bevidsthed om livets skrøbelighed, at newyorkerne gik på arbejde – men selvindsigten var trodsig  og handlingsorienteret.  George Bush erklærede for verden, at enten var man med USA eller også var man med terroristerne – og hvis verden var skrøbelig, vidste Bush, hvad han ville. Og newyorkerne hvad de måtte gøre.

”Vi gik på arbejde, da støvet havde lagt sig,” siger Nat. Vi havde alle sammen regninger, der skulle betales – og jeg var ikke bed- re end de andre. Jeg skulle leve – og selvom jeg tænkte meget over det dilemma, der var indlejret i de terrorangreb, der skete i USA den dag – selvom jeg dybest set mener, at man skal huske sandheden i udsagnet ”Put you’r money where your mouth is”, så skal man leve. Og i USA er det på egen regning,” siger han.

En anden verden
I tiden efter 9/11 oplever både USA og New York store foran- dringer. Wall Street er stort set lukket ned, og de forretnings- drivende kan ikke betale deres regninger. Nat er som process- server ude og sætte virksomhederne på gaden– og det samme er tilfældet for indehaverne af baren Raccoon Lodge, der ligger to blokke fra der, hvor Twin Towers lå. De kan ikke betale hus- leje og skal lukkes ned, men det bliver den aldrig.

”Raccoon Lodge kan som så mange andre ikke betale deres regninger, så jeg skal ned og fortælle dem, at de har 72 timer til at forlade lokalerne. Byen er hårdt ramt – baren er hårdt ramt, men jeg kommer ned til et sted, der tilbyder gratis mad og drikke til de mennesker, der arbejder med oprydning ved tårnene. Det illustrerer meget godt, hvad der også skete i tiden efter angrebet. Folk var der for hinanden, og jeg har faktisk hørt, at baren eksisterer endnu – så man har jo på en eller anden måde sammen – fundet en løsning.” New York finder langsomt tilbage. Ikke ubekymret eller uforan- dret, for folk er bange – men man må arbejde for at opretholde sin levevis, og det gør de. Her er noget på spil – du skal tjene penge for at kunne klare dig.

Nat er flyttet. Han bor i Danmark nu med sin danske kone og deres børn. Kaio er født i USA, Kingston i Danmark – og de vokser op i en anden virkelighed, end den deres far kender. Han savner USA. Han savner Woodstock, hvor Kaio er født – og byen er stadig under huden på ham. Han har svært ved at vænne sig til, at han ikke længere behøver at have to jobs og er alene med et kæmpe ansvar. Han savner det umiddelbare møde mellem mennesker, som han fandt langt nemmere i New York – og han har måske stadig svært ved helt at forstå, hvad der skete den tirsdag for 19 år siden. Tre år efter angrebet på Twin Towers brød han sammen på et galleri i New York. Han var der med venner for at se en udstilling af billeder fra dagen. Og han blev båret ud derfra. Sorgen blev på en eller anden måde vekslet til eksplicitte skæbner, børn, der mistede forældre, drømme der brast og mod og mandshjerte, der ikke kan stille meget op, når virkeligheden overgår den vildeste, mest ubarmhjertige fantasi.

Men han er helet, Nat – så meget, det nu er muligt. Han hoster stadig. Han åndende støvet fra alt det, der brast den dag. Og det har måske sat sig i ham. På akkurat samme måde som billederne af et stykke verdenshistorie, der falder sammen.

Billeder, der på en sensommerdag i Aarhus godt kan føles no- get uvirkelige, men uanset mærkbare. Det er svært at glemme den dag, hvor alting forandrede sig.

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close