HelbredNyheder

“Nemt at finde rundt i Gødstrup”

Kan man finde rundt? Er skiltningen god nok, og virker teknikken bag ankomst-registreringen og bon-systemet? Det var hospitalets brugerråd og en række elever med til at teste, så fejl kan rettes inden indflytningen i det nye hospital.

Onsdag eftermiddag i starten af oktober står en “patient” ved hovedindgangen på Regionshospitalet Gødstrup. Han har et ærinde på øjenklinikken og skal nu – på egen hånd – finde derhen til rette tid.

“Patient 2” som han kaldes her, hedder i virkeligheden Bjarne Vestbjerg og er medlem af Hospitalsenheden Vests brugerråd. I dag har han sagt ja, til at hjælpe med at teste det system, der skal sikre, at patienter og pårørende kan finde vej på det nye hospital.

– Så det er mit sundhedskort – jeg kan se, at jeg er blevet nogle år yngre, siger han og smiler, mens han får et lille stykke pap med en stregkode i hånden og bliver introduceret til testen af det personale, som har været med til at tilrette det regionale Finde-Vej-system, så det passer til de lokale forhold i Gødstrup.

Herfra skal Bjarne selv finde vej på det nye hospital, dog flankeret af Ninna Dahl Laursen, der er projektleder og har ansvaret for skiltningen i Gødstrup, og som vil notere sig de problemer og spørgsmål, der dukker op undervejs.

Hvad betyder en pil?

Bjarne Vestbjerg får hurtigt scannet det udleverede “sundhedskort” i ankomststanderen ved hovedindgangen, og en bon med mødestedet “B2 – venteområde 16” og et mødetidspunkt bliver printet ud.

– Så skal jeg gå til B2. Det er dejligt tydeligt med de store bogstaver, siger han og bevæger sig mod den fløjindgang, hvor det store B hænger.

– Se på bonnen. Der står du skal vente i foyeren til kl. 15.05 – men i dag kan vi godt gå lige op, siger Ninna, og følger efter, mens Bjarne finder vej til den rette elevator og kommer op på plan 2.

– Jeg skal lige sondere terrænet, siger Bjarne, og finder hurtigt frem til det rette venteområde. Her scanner han igen “sundhedskortet” og har dermed løst den første del af opgaven.

Ninna Dahl Laursen følger med brugerrådets Bjarne Vestbjerg på turen rundt på det nye hospital. Foto: Dorthe Gærup Nielsen, Kommunikation.

– Nu skal du finde tilbage igen, siger Ninna Dahl Laursen, og her starter en smule forvirring om vejen tilbage til foyeren. For betyder pilene nu, at man skal op eller ned af trappen?

– Plan 0. mod foyer … Den er god nok, siger Bjarne Vestbjerg efter et stykke tid og begynder at bevæge sig ned af trappen for at komme til hovedindgangen igen.

– Jeg synes, det gik rimelig, men jeg havde nogle spørgsmål til skiltene. Når pilene viser opad, så betyder det at man skal gå lige ud, men jeg tænkte i stedet, at jeg skulle gå en etage op, forklarer Bjarne, da han når tilbage til hovedindgangen.

Der bliver lyttet intenst til de oplevelser, som brugerrådets medlemmer havde, mens de testede Finde-vej-konceptet i Gødstrup. Foto: Dorthe Gærup Nielsen, Kommunikation. 

Teknikken spillede et puds

Næste Patient er også medlem af brugerrådet. Karina Kragelund, alias patient 4, er nemlig indkaldt til Ortopæd-kirurgisk klinik.

Uden tøven går hun mod ankomststanderen, scanner det udleverede sundhedskort og tager den printede bon. “Gå til R1, Venteområde 10” står der.

Karina begiver sig på vej mod det store R og går en etage op af trappen, hvor hun straks finder venteområde 10 – eneste problem: Det er ikke Ortopædkirurgien, men kræftafdelingen!

Brugerrådets Karina Kragelund blev sendt til et forkert venteområde. Problemet skyldes en tidligere test-opsætning, der ikke er blevet ført tilbage igen. Foto: Dorthe Gærup Nielsen, Kommunikation.

– Jeg skulle jo til ortopædkirurgisk, og jeg synes nok, det så mærkelig ud, men jeg besluttede mig for, at følge det der stod på bonnen og gå helt herop, siger Karina, da hun, sammen med en Ninna Dahl Laursen, er tilbage ved hovedindgangen igen.

De tre hospitalsansatte går straks i gang med at finde ud af, hvad der er sket.

– Der skulle havde stået G 0 – venteområde 47, så der er et eller andet, der spiller os et puds. Det skal vi have styr på, siger Britta Aarestrup Wedel, der er Sundheds-IT Konsulent.

Det viser sig hurtigt, at problemet skyldes en tidligere test-opsætning, der ikke er blevet ført tilbage igen.

– Vi har fundet årsagen til problemet. Det var godt vi opdagede det, så det er lidt held i uheld, siger en lettet Lene Wejlstrup Antonsen fra afdelingen for Kvalitet og Udvikling.

– Så går jeg til G i stedet, siger Karina Kragelund, og går i den anden retning i foyeren.

– Der står ortopædkirurgi. Det giver mere mening, smiler hun, da hun finder den rette vej.

Bortset fra den tekniske fejl er Karina Kragelund meget tilfreds med Finde-Vej-konceptet på det nye hospital:

– Det er enormt nemt at finde rundt, der er skilte alle steder. Indkaldelsesbrevet med parkeringsanvisninger fungerer også, og jeg er vild med de store bogstaver, som man møder, når man kommer herud. Dem kan man jo se fra den ene ende af foyeren til den anden. Og så er det smart med kun én hovedindgang, som alle skal ind af, siger hun.

Godt med andre øjne

Med Karina Kragelund sikkert tilbage ved hovedindgangen er dagens test slut. I alt ni frivillige har hjulpet med testen, og af dem var de fem fra brugerrådet. Resten var nyansatte i elever på hospitalet.

– Det er fedt, at vi i brugerrådet bliver inddraget. Det er vigtigt, at vi kan komme med vores input og fortælle, hvad vi synes – både når det er ris og ros. På den måde kan vi kan bruges til noget, der gør gavn for borgeren, siger Karina Kragelund.

Også brugerrådets nye medformand Allan Bergholt var med til dagens test af Finde-Vej-konceptet, og han er helt enig i, at netop brugernes øjne er vigtige.

– Det er genialt, at brugerrådet er med til at teste systemerne. Vi ser tingene med andre øjne og kan prøve tingene af ud fra et patientperspektiv. Vi ser noget andet end dem, der har arbejdet med det længe, siger Allan Bergholt og fortsætter:

– Lige meget hvad, er det svært at komme som patient til et nyt sygehus. Man skal lige lære at finde rundt et nyt sted. Men jeg synes, det er fint, sådan som det fungerer med skiltene her, og jeg er helt overbevist om, at det nok skal komme til at fungere.

Allan Bergholt, der er medformand i brugerrådet, er glad for at han og de andre medlemmer af brugerrådet kan hjælpe med at teste systemerne i Gødstrup. Foto: Dorthe Gærup Nielsen, Kommunikation.

Det var da også tre glade medarbejdere, der kunne se tilbage på en lang dag med test, der både viste en generel tilfredshed med konceptet – men også afslørede nogle få steder, hvor tekster eller skiltning skal justeres inden hospitalet åbner.

Derfor er Ninna Dahl Laursen rigtig glad for at både brugerråd og elever tog sig tid til at hjælpe med testen.

– Det var rigtig godt at få nogle andre øjne på. Vi kan konkludere, at der ikke er behov for store ændringer, men der skal laves små justeringer hist og her, som i sidste ende kan gøre en stor forskel, siger Ninna Laursen og fortsætter:

– Når det handler om skiltningen, virker folk til at forstå konceptet, men der er også ting, jeg er blevet klogere på. Eksempelvis har vi haft meget fokus på, at patienterne skal kunne finde fra foyeren ud til de lokale venteområder. Men de skal jo også kunne finde tilbage igen, og det har der selvfølgelig også været fokus på, men her jeg kan se, at der skal nogle små justeringer til i nogle områder. Det er nogle af de ting, som det er rigtigt fine at finde ud af nu.

Relaterede artikler

Back to top button
ANNONCE