KulturKultur/EventTil anbefaling

Niels Hausgaard: Hvem boede egentlig i huset før Verner?

Har du nogensinde gjort dig tanker om, hvad dine sidste ord skal være? Det har Niels Hausgaard. Og det er faktisk noget, der er temmelig vigtigt. For det er jo noget din familie kommer til at citere længe efter.

”Hans sidste ord var…”

Så nytter det jo ikke, at det er noget vrøvl. Og det skal også planlægges, så det siges på det helt rigtige tidspunkt. Hvis du venter for længe, så når du det ikke, og hvis du siger det for tidligt, så ”bliver ventetiden lang,” som vores alle sammens stoiske nordjyde, Niels Hausgaard så velvalgt formulerede det, tirsdag aften i Musikhuset.

Afbrudt showtur
Showet var ét af de sidste stop i turnéen ”Du ved, hvad ved jeg mener…”, der blev afbrudt i marts måned efter coronanedlukningen.

Og selvom han har været på vejen længe, bar det ikke præg af, at han var kørt sur i det.

Nuvel, han kan jo også nå at komme nogenlunde tidligt i seng, når det hele skal være slut, og vi skal være uden inden kl. 22.

Aftenen startede med et blik ind i Niels’ sociale liv i en verden med coronavirus. Et sted i det nordjyske mødes han med vennerne, og hen over aftensmadsbordet vender de verdens tilstand. Sådan set ud fra det pensionistindsnævrede, der ikke strækker sig langt ud over kommunegrænsen, men hvor der til gengæld er rigeligt med tid til at snakke om Verners hus, og dem der boede der før, (ham nede fra Kommunen, der flyttede med konen til Lunderskov, fordi det var herm hendes familie kom fra) og alle de andre dagligdagstrivialiteter, der, om ikke andet, kan bruges til at få dagene til at gå, inden de der berømte sidste ord skal ytres.

Dumhed uden grænser
Derefter gik den over Henrik Dahl, der er bevis for, at man kan være uendeligt intelligent, uden at nærme sig at være klog. I samme kategori finder vi Morten Messerschmidt, Donald Trump, livet for længe siden og influencere, der deler deres sexliv i radioen. Det var en kavalkade af observationer, som skaber den dagligdag, de fleste kan lade passere gennem hverdagslivets filtre uden at gøre større notits af det.

Men når det er Niels, der lige vender det rundt på øverste etage, og serverer det med den vante nordjyske tørhed, så bliver det slående tydeligt, hvor karikeret og håbløst åndssvagt, det jo ofte kan være.

Helt uden ondskab eller had.

For selv når han tager fat på de to grupper af mennesker, der altid står for skud, de nærige og de selvhøjtidelige, så bliver stemmen aldrig hård og tonen aldrig giftig.Det er latterligt, det er en ting der er helt sikkert. Og det bliver du aldrig i tvivl om. Uanset om det er Pernille Vermund eller ham der med bacheloren og hår i næsen, så bliver det aldrig ledt.

Det er en befriende form for latterliggørelse, fordi den syner af sig selv, uden at du skal hjælpes i mål. Så længe du altså er tilnærmelsesvist enig.

Og det er ikke længere en selvfølge.

Tiden løber
For Niels Hausgaard er ikke ”vores alle sammens” længere. Når han tager fat i ting som influencere, som han sidestiller med prostituerede, så er det tydeligt, at observationen beror på, at han trods alt er nået noget op i årene.

Det gør ikke noget, når publikummet i Musikhusets Store Sal aldersmæssigt er ham nærmere, end den unge radiovært, han snakker om.

Men det er en tydelig indikation på, at tiden rinder ud for den tørre humor, som vi kender og elsker hos Niels Hausgaard. Den får i hvert fald trange kår, i en verden der har lidt for travlt med at tage sig selv alt, alt for seriøst.

Og som påmindelse om at huske at nyde det, mens vi kan, så var aftenens show aldeles fremragende, og selvom to timer og tyve minutter, uden pause, i Store Sals stole kan være en hård affære for den aldrende sædemuskulatur, så sluttede det jo alt, alt for tidligt.

Til gengæld er jeg nu begyndt at tænke over, hvad mine sidste ord skal være.

Niels Hausgaard, ”Du ved, hvad jeg mener…”
Musikhusets Store Sal

★ ★ ★ ★ ★

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close