NyhederSport

Nøddesbo indstiller karrieren

På BSHs hjemmeside har Jesper Nøddesbo skrevet et følelsesladet indlæg om sin beslutning: Til sommer står han af håndboldtoget

“Egentligt har jeg vidst længe, at jeg skulle af her. Jeg har forsøgt at forberede mig, har øvet mig i at sige det højt – at det her bliver min endestation. Det burde ikke komme som nogen overraskelse. Alligevel har det været lidt svært at samle tingene sammen. Men nu står jeg altså her på perronen.”

Sådan skriver Jesper Nøddesbo i dag på BSH’s hjemmeside, hvor han i et følelsesladet indlæg beskriver både sin beslutning og den tvivl og usikkerhed om fremtiden, den fører med sig.

Til sommer trækker han for sidste gang BSH-spilletrøjen over hovedet, når kontrakten med BSH udløber. En karriere der siden 1999 har ført ham fra TTH Holstebro og KIF Kolding over ti år i mægtige Barcelona, inden han i 2017 endte i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.

Dertil kommer ikke mindre end 223 kampe for det danske landshold, hvor han var med til at vinde OL-guld i 2016 og Europamesterskabet i 2008. To gange VM-sølv og en EM-sølv hænger også i skabet.

”I BSH er vi som klub stolte af, at endnu en dansk landsholdsspiller slutter sin karriere hos os. At Jesper var en populær herre, ja… Det vidste vi, da han satte sin signatur på sin første BSH-kontrakt. Alligevel var vi noget imponerede over fremmødet til en træningskamp mod GOG, hvor næsten 2.000 tilskuere mødte op for at se stregprofilen gøre sin entré i JYSK arena,” skriver direktør Jesper Schou på BSH’s hjemmeside.

”Nøddesbo er en seriøs spiller – på og uden for håndboldbanen. En spiller, der tænker på, hvad der er for holdets bedste. Det har vi også set, når han grundet sin akillesskade ikke har været i stand til at spille. Han er altid i gang med at heppe på sine medspillere og kommer konstant med gode råd og gejst både fra bænken og på banen.”

Direktøren glæder sig over, at akillessenen nu er i så meget bedring, at Jesper Nøddesbo igen bidrager på banen, og hans lange og flotte karriere får en flot afslutning:

”På mine egne og ikke mindst hele klubbens vegne skal der lyde en stor tak for indsatsen og held og lykke med næste kapitel. Inden vi lukker bogen og åbner en ny, er der stadig en masse håndboldkampe, der passende kan sluttes af med manér og med metal.”

Torsdag kl. 17 livestreamer BSH et interview med Jesper Nøddesbo fra JYSK Arena, hvor han blandt andet vil svare på spørgsmål fra klubbens fans.

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close