ForsideForside FremhævetHelbred

Nu skal I høre en hemmelighed…

Jeg havde egentlig besluttet ikke at skrive om det, fordi jeg synes, det er pinligt. En karakterbrist af format...

…Men jeg har lovet både mig selv og jer, at det skal være en ærlig rejse mod et varigt vægttab.

For et par uger siden, 2.søndag i advent, havde vi gæster. Jeg havde lavet flæskesteg med hele svineriet og en mega lækker, gammeldags æblekage til dessert. Middagen gik fint. Jeg spiste kun det, som jeg havde planlagt at spise, og som var indregnet i kalorieregnskabet. Det gik også fint med at rydde op efter maden. Her er en af mine gamle, dårlige vaner ellers, at jeg plejer at snacke rester, når jeg rydder op, efter gæsterne er gået hjem. Tit med en undskyldning overfor mig selv om, at jeg jo heller ikke spiste så meget, mens maden var på bordet og, at det derfor er helt ok at stoppe mere indenbords – uden overhovedet at mærke efter, om jeg egentlig er mere sulten.

Da min mand og jeg var landet i sofaen, skrev jeg dagbog til René og beskrev, hvordan det var gået med at have gæster og lækker mad på bordet. Lige efter jeg havde trykket send, hentede jeg æblekagen igen. Og forklarede min mand, at den jo ville være ret kedelig dagen efter. Sådan noget piskefløde er jo bedst, når det er frisk pisket…ikke? Og makronerne i bunden bliver også bløde af at stå i køleskabet og frugt er jo sundt og….. Jeg havde mange gode argumenter. Og vi delte resten af æblekagen. Dagen efter var alle mine gamle madfølelser på spil. Først ville jeg ikke på vægten, for vi ved jo alle, at en halv æblekage nemt kan give 10 kg ekstra henover natten. Resten af dagen var jeg bare i dårligt humør. Jeg var skuffet over mig selv, jeg var skamfuld, fordi jeg ikke havde kunnet holde igen, men bare var dumpet lige ned i alle de gamle vaner, jeg syntes det var ubehageligt at se mig selv i spejlet osv osv. Hvis man nogensinde har været overvægtig og i gang med at tabe sig, så tror jeg, at man kan nikke genkendende til alt ovenstående.

Om aftenen var det dagbogstid. Jeg havde faktisk bestemt, at jeg ikke ville skrive om min fiasko til René – igen fordi det var pinligt og fordi ting forsvinder, hvis man ikke taler om dem…eller også gør de ikke! Jeg endte heldigvis med at skrive om det hele. Og jeg tudbrølede hele vejen igennem. Stakkels min mand, som på et tidspunkt kom ind i stuen og blev meget forskrækket. Jeg fortalte ham, at jeg tudede over den skide æblekage (og var lige der meget taknemmelig for, at vi har været gift i 14 år og, at han er socialpædagog og dermed vant til lidt af hvert). Han fik faktisk virkelig dårlig samvittighed, fordi han ikke havde sagt, at vi skulle lade kagen blive i køleskabet. Men det er ikke hans opgave. Jeg er et voksent menneske, og det giver rod i vores ægteskabelige relationer, hvis han kommer i en opdragerrolle.

Næste morgen svarede René mig på min lange æblekageroman. Meget hurtigt forklarede han, at jeg på ingen måde er et særtilfælde. At det – igen – er en typisk reaktion i et vægttab. I stedet for at dvæle længe ved, at jeg havde spist for meget, så rettede han lyset mod. at jeg næste morgen havde brudt en vane. Et ellers indgroet handlingsmønster. Når jeg i andre vægttabsforløb er faldet i på denne måde, så er jeg fortsat med at spise dagen efter. For så var det hele jo lige meget. Nu var det jo gået galt. Det skete ikke denne gang. Og jeg kan love jer for, at det var ikke fordi lysten til det ikke var der. Men min vilje vandt over min lyst. Og dét var en succes. Det er lige dér, at René som vægttabscoach spiller en uvurderlig rolle. Han er mega god til at lyse på det, som jeg måske ikke helt selv kan få øje på.

Selvom det endte godt, så går der nok lige lidt tid inden jeg laver æblekage igen. Det kan være en forbandelse at være god i et køkken.

 

Egentlig skulle det denne gang handle om styrketræning. Desværre er det hele jo lukket ned. Jeg plejer ellers at træne i et virkelig godt center. Loop Fitness i Nibe. Hvis ikke du kender til Loop konceptet, så er det en træningscirkel med forskellige maskiner, som træner hele din krop. En klokke driver dig videre rundt i cirklen og efter en halv times tid er du igennem. Skide smart. Det er et helt afslappet sted med en skøn atmosfære og nogle meget imødekommende mennesker. Der er centre over hele landet, og det er virkelig et godt sted at starte sin træning.

Det der med at gå i fitnesscenter – det kan nemlig godt være grænseoverskridende, når man har alt for mange kg på kroppen. For det første skal man vikles ud af de gevandter, som man  normalt skjuler folder og deller med. Og så skal man i tætsiddende tøj. Jeg har prøvet at træne i løst tøj, men når man en gang har haft pludderbukserne til at sidde fast i en spinningcykel, så tager man dem ikke på igen! Der er også spejle. Mange spejle. Det skal jo være muligt at se om kroppen træner rigtigt. Jeg har diskuteret det her med at komme i fitnesscentre med René flere gange. Vi ser pudsigt nok ikke helt ens på det. René siger, at man slet ikke kigger på andre end sig selv, når man træner. Den køber jeg ikke! Han siger også, at man kan få træningstøj, som fremhæver både armmuskler og bagdele, så de fremstår mere veltrænede end de egentlig er. Helt ærligt. Ligegyldigt hvor mange par træningsbukser jeg klemmer min bagdel ned i, så vil ordet veltrænet ikke være det første man ville betegne den med!

 

Næste gang skal det handle om, hvordan jeg træner hjemme, nu hvor alt er lukket ned. Det kan nemlig sagtens lade sig gøre. Og så vil jeg fortælle lidt om, hvorfor det netop er styrketræning, som er godt i forhold til et vægttab. Eller…jeg vil referere noget René har sagt, for han har virkelig styr på den del. Han forklarer det også i nogle af sine videoer på Facebook og det giver mening, når man hører ham fortælle om det.

Derudover tænker jeg også I skal høre, hvordan jeg er kommet gennem julen og min mors brune sovs.

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tjek også

Close
Back to top button
x
Close
Close